Nyt netværk i KS fordi "netværk er altid godt"

/files/assets/news/nina-worso-lille.jpg
22. februar 2023
Af Anne Nimb

”Som ene-og-alene stork på intern kommunikation i Seaborg Technologies savnede jeg at have nogen fagfæller at sparre med. Det nævnte jeg uforsigtigt for Kommunikation og Sprog i anden forbindelse, og trylle-trylle sad jeg pludselig med KS' Guide til opstart af medlemsdrevne netværk i hånden.”

Sådan lyder et LinkedIn-opslag fra forleden. Det er skrevet af KS-medlemmet Nina Worsøe Lübcke, der er senior internal communications partner i den danske virksomhed Seaborg Technologies, som er i gang med at udvikle et atomkraftværkskoncept, der er fundamentalt anderledes og meget bedre for miljøet end dem vi kender i dag, blandt andet fordi det baserer sig på smeltet salt.

Virksomheden blev grundlagt i 2014 og regner med at have den første reaktor klar i 2030. I dag er der over 100 medarbejdere og én af dem beskæftiger sig med intern kommunikation. Det er Nina Worsøe Lübcke, der i 2022 skiftede et job som senior communicator i Nordea ud med den moderne techvirksomhed.

Ninas nye KS-netværk for strategisk intern kommunikation holder sit første møde i KS’ lokaler på Hauser Plads den 21. marts. Det er for alle, der arbejder strategisk med intern kommunikation i en mindre eller mellemstor virksomhed, og som savner et fortroligt sparringsrum med mulighed for at drøfte emner som kommunikationsstrategi, rådgivning af ledere og employee engagement.

”Tidligere har jeg haft kolleger, der arbejdede med det samme, men her er jeg den eneste, der arbejder med det og der er ingen i virksomheden, der har gjort det før. Så har man både ansvaret for hvad der skal prioriteres på alle niveauer og man skal rådgive CEO og Executive, arbejde med stakeholder management og mange andre projekter samtidig med, at der skal være strategisk sammenhæng i det hele - og så er det, at man godt kunne bruge nogle fagfæller at sparre med,” fortæller Nina om, hvad det er hun selv savner og derfor håber at et netværk kan give.

”Jeg har tidligere deltaget i netværk og det har altid været godt. Det der skal til for at det bliver det, er ting som nysgerrighed og at alle kommer med en lyst til at dele ud af sig selv. Det gode ved netværk er jo, at man har et rum, hvor man mødes gentagne gange og hvor man tør lægge de svære ting på bordet.”

”Intern kommunikation handler også om identitet og hvem vi er som virksomhed, om at spørge sig selv om, hvad en beslutning eller en ændring betyder for organisationens identitet. Selv synes jeg, at det er netop det strategiske og det at få bundet tingene sammen, der er det sværeste i hverdagen,” siger Nina.

Det er Nina selv, der faciliterer netværket, men der er ikke lagt en færdig plan for netværksmøderne. Tværtimod skal deltagerne i netværket være med til at forme de kommende møder.

”Vi lægger ud med hvad folk har af forslag og med at afstemme forventninger, dele både udfordringer og styrker og selvfølgelig de emner, vi helst ser blive temaer på kommende møder. Møderne vil som udgangspunkt være en blanding af oplæg, workshops og sparring,” fortæller Nina Worsøe Lübcke.

Du kan læse mere om netværket, der har 15 pladser og en tilmeldingsfrist den 12. marts her.

Hvis du er medlem af KS, er det ganske gratis at være med - udover selvfølgelig din tid og dit engagement.

I marts starter der to andre nye netværk i KS:

København: KS læser - et bogligt netværk

Aarhus: Netværk for kommunikatører uden fagkolleger

Fusion

Janne Gleerup er valgt til forperson i DM fra 2025

Den nye forperson i DM fra årsskiftet er Janne Gleerup. Janne er 50 år, uddannet cand.mag., ph.d. og arbejdsmarkedsforsker på RUC.

Løn og ansættelse

OK26: Akademikerne melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet

Akademikerne har valgt at udtræde af Forhandlingsfællesskabet. Det betyder blandt andet, at akademikerorganisationerne ved OK26 på det kommunale og regionale område skal forhandle alle aftaler selv.

Job og karriere

10 gode råd, der ikke holder, når du søger job

Ikke alle gode råd er gode råd, når det kommer til stykket. Vennekredsen, tante Anna, onkel Ib og et væld af hjemmesider står parat til at hjælpe dig, når du skal søge job. Men pas på, for de gode råd er måske velmente, men langt fra altid gode. Kommunikation og Sprogs karriereteam giver dig her en liste med 10 råd til jobsøgning, som ikke altid er gode.

Edit page