Fordybelse kræver tre vigtige ingredienser

12. juni 2024
Af Bitten Kjærgaard

Fordybelse er svært at nå i en travl hverdag, hvor man som kommunikatør ofte har mange forskellige opgaver og deadlines. Men fordybelse er ikke kun en metode til at udføre arbejdet bedre - det er faktisk en forudsætning. Her får du tre ingredienser, der skal være til stede, hvis du skal fordybe dig i løbet af din arbejdsdag.

Her står vi, på toppen af udviklingen i den vestlige verden, med uanede muligheder for at bruge teknologien og menneskets unikke intelligens til vores fordel. Og så har vi valgt det her! Den tanke slår mig, hver gang jeg lettere vantro skuer ud over et stort åbent kontorlandskab, hvor jeg næsten kan se, hvordan hjernerne krymper. For vi er ikke bare hjerner, der automatisk tænder, når vi tænder computeren om morgenen. Forskning i kognition viser, at omgivelserne, kroppen, hjernen med alle dens finurligheder og noget så diffust som vores humør alt sammen påvirker, hvor godt vi tænker,” skriver Pia Hauge i sin bog Kontorkoma, der netop handler om fordybelse og det store potentiale, der ligger i at fordybe sig.  

Fordybelse er en bæredygtig arbejdsmetode, der opbygger mentale ressourcer i stedet for at nedbryde dem. Fordybelse indebærer, at vi retter fuld opmærksomhed mod det, vi arbejder med, hvilket kan føre til en dybere forståelse og kreativitet. Når vi formår at lukke omverdenen ude og fordybe os i en opgave, fungerer vores hjerne anderledes og mere effektivt. Fordybelse kræver mere end blot fokus og tid; det er en tilstand, hvor man lader sig opsluge af en opgave, bringer al viden og erfaring i spil, og præsterer sit bedste. Hvis man ikke fordyber sig, snupper ens hjerne det, der lige har været i brug og ligger lige for, som man ikke skal bruge kræfter på at hente frem, selvom der er masser af geniale og værdifulde fund på lager i hjernen.  

Hvis man derfor gerne vil sikre kreativitet og kvalitet i arbejdet, kræver det rammer, der gør fordybelse muligt. Meget kan gøres ved at lægge fordybelsestid ind i sin kalender hver dag, men de fysiske rammer og arbejdsmiljøet har også meget at skulle have sagt.  

De vigtigste tre ingredienser i forhold til fordybelse er nemlig i følge Pia Hauge tid, ro og gnist:  

Fornemmelse af nok tid 

Fordybelse kræver sammenhængende og tilstrækkelig tid for at skabe den nødvendige indre ro. Manglende tid tvinger hjernen til at arbejde hurtigere end muligt, hvilket ofte resulterer i halve løsninger og stress. Under tidspres mister hjernen sine evner til hukommelse, koncentration og kreativ tænkning. Det er en myte, at hjernen fungerer bedst under pres; forskning viser, at tidspres forringer både kreativiteten og kvaliteten af arbejdet. Selv en følelse af manglende tid påvirker hjernens ydeevne negativt. Derfor er det vigtigt at have uforstyrret tid for at kunne fordybe sig i komplekse opgaver og opnå optimale resultater. 

Ro til restitution og eftertænksomhed: 

Fokuseret opmærksomhed er stærkest i stilhed. Både fordi hjernen har brug for ro, når man skal fordybe sig, men også fordi hjernen skal restituere og have plads til eftertænksomhed. Støj – både indre og ydre – tager for meget mental energi. Og når vi dagen lang bombarderes med støj, så giver ro hjernen en restituerende pause og sænker stressniveauet. Den indre ro skabes, når man ikke har en følelses af stress og travlhed, og den er altså nødvendig for at man kan fastholde koncentrationen og komme i tilstanden af flow. Vores tænkning bliver mere effektiv, når vi befinder os i ro, fordi hjernen har mulighed for at ”forbinde prikkerne”. 98% af menneskets tænkning er ubevidst, og den ubevidste tænkning får man kun adgang til i stilhed. Ligeledes kan man lægge en pause ind, inden man skal arbejde, så hjernen får ro.   

Gnist skaber motivation 

Tid og ro er nødvendige, men ikke tilstrækkelige for at opnå fordybelse. For at kunne dykke dybt ned i en opgave kræver det motivation, godt humør og inspiration. Motivation er den drivkraft, der får os til at starte og fortsætte arbejdet, og uden den er koncentration næsten umulig. Den stærkeste motivation er den indre, som opstår, når arbejdet føles meningsfuldt og vi mestrer det. Positive følelser som interesse, glæde og tryghed forbedrer hjernens funktionsevne, hvilket er essentielt for at udføre krævende opgaver. Inspiration, gennem nye menneskelige eller faglige input, sikrer, at vi ikke løber tør for mental energi og kan fortsætte med at udfordre vores tanker. 

 Du kan også prøve øvelsen: Tag dig kun af én opgave ad gangen

Foto Samantha Gades

Sprog

Sprogpris til årets prygelknabe

Vurderingsstyrelsens kommunikations-og sprogfolk får Sprogprisen 2024 i kategorien årets bedste tekst. Sprogpriser også til Politiet og til Dansk Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsenet.

Leder i Kommagasinet

Succes kan ligge i selve forandringen

Nogle frokostpauser afføder bare mere geniale samtaler end andre. For ikke så længe siden, lænede KS’ sekretariatets ”grand old man/hushistoriker” Jørgen Christian sig ind over bordet og spurgte; Nå, Cathrine, synes du så, at KS er lykkedes som forbund?

Job og karriere

Tænker du på at skifte mellem det private og det offentlige?

Her er 4 opmærksomhedspunkter, der kan kickstarte din videre research og hjælpe dig, hvis du gerne vil skifte fra det offentlige til det private – eller omvendt.

Edit page