Bøger bliver større og bedre af at blive diskuteret

2. marts 2023
Af Anne Nimb

KS har fået en bogklub ’KS læser’. Her vil du blive præsenteret for litteratur, du måske aldrig selv havde kastet dig over. Du finder sammen med KS’ere, der har helt andre læsevaner end dig selv, og hvis du vil, kan du overgive dig til deres fascination for andre genrer end dem, du selv er draget af.

Hvorfor diskuterer vi ikke litteratur i frokostpausen på samme måde, som vi taler om film, serier eller tv-programmer? Det kan til dels skyldes, at vi har det med at se de samme film og serier, mens det er forskellige bøger, der ligger på vores natborde.

Og det er jo en af de ting, der netop er spændende ved bøger: At vi læser noget forskelligt, og det kan man få meget mere ud af, hvis man er med i en bogklub.

Hvis du gerne vil blive bedre til at få læst, også bøger du måske ikke ville have gået i gang med af dig selv, hjælper det på motivationen at finde sammen i en gruppe, hvor man forpligter hinanden til at læse.

Hvis du derimod i forvejen er en læsehest, kender du måske til ivrigheden efter at dele dine læseoplevelser med andre og savner muligheden for at diskutere hovedrollens udvikling, det overraskende plottvist eller forfatterens sprog med nogle ligesindede.

Hanne Vang og Maria Bachara har taget initiativ til ’KS læser’, der skal mødes for første gang den 14. marts i KS’ lokaler på Hauser Plads.

”Det er inspirerende og givende at læse, og jeg synes, at det bliver meget mere interessant, når man har nogen at dele læseoplevelsen med. Det er rart at få andres mening om det læste,” siger Hanne Vang.

Og Maria Bachara supplerer:

”For mig er læseklubben et fællesskab omkring de oplevelser, som en bog kan gi’. Det er skønt at kunne dele sin interesse for litteratur med andre og lade dem inspirere mig i min læsning. På den måde får jeg udfordret mine egne perspektiver, og jeg får samtidig en dybere forståelse af teksten og dens temaer.”

Der er endnu ingen regler for, hvordan læseklubben skal forløbe, Alt er muligt, så mød op og kom med gode idéer.

”Vi vil rigtig gerne høre din mening om, hvordan vi bør gøre fra gang til gang, hvilke bøger vi skal læse og om vi evt. skal invitere en spændende foredragsholder ind.”

Har du spørgsmål, så tag endelig kontakt til Maria eller Hanne:

Maria Vissing Bachara - bachara@live.dk

Hanne Vang - h-vang@hotmail.com.

Det første møde tirsdag den 14. marts er kl. 17.30 – 19.

Du kan tilmelde dig her. KS sørger for sandwich, så meld venligst afbud, hvis du bliver forhindret.

Foto Unsplash og privat

Fusion

Janne Gleerup er valgt til forperson i DM fra 2025

Den nye forperson i DM fra årsskiftet er Janne Gleerup. Janne er 50 år, uddannet cand.mag., ph.d. og arbejdsmarkedsforsker på RUC.

Løn og ansættelse

OK26: Akademikerne melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet

Akademikerne har valgt at udtræde af Forhandlingsfællesskabet. Det betyder blandt andet, at akademikerorganisationerne ved OK26 på det kommunale og regionale område skal forhandle alle aftaler selv.

Job og karriere

10 gode råd, der ikke holder, når du søger job

Ikke alle gode råd er gode råd, når det kommer til stykket. Vennekredsen, tante Anna, onkel Ib og et væld af hjemmesider står parat til at hjælpe dig, når du skal søge job. Men pas på, for de gode råd er måske velmente, men langt fra altid gode. Kommunikation og Sprogs karriereteam giver dig her en liste med 10 råd til jobsøgning, som ikke altid er gode.

Edit page