Det er over 100 år siden, at Henry Ford opdagede, at hans medarbejdere var mere produktive og motiverede, hvis de restituerede længere. Og han satte efterfølgende som – vist nok – den første arbejdsugen ned til 5 dage på sine fabrikker.
I diskussionen mellem restitution og øget produktivitet har forskere – måske mest kendt John Maynard Keynes – løbende fremskrevet, at vi i det 21. århundrede ville arbejde mindre og mindre og måske endda nå ned på 15 timer om ugen.
Det er som bekendt ikke tilfældet. Vi fjerner fridage og regeringen vil bare gerne have, at vi arbejder mere. I bund og grund har vi omsat den vækst og øgning i produktivitet, vi har genereret de sidste mange årtier til forbrug og vækst. I stedet for mindre arbejdstid. Det er – om ikke andet - fascinerende.
Men det er blevet et tilbagevendende problem, som vi hører blandt KS’er, at arbejdstiden skrider mærkbart. Det bekræfter bl.a. vores faglighedsundersøgelse, og vi hører det i vores rådgivning. Mange får løbende flere opgaver, overarbejde, ansvarsområder, og berøringsflader, og dermed bider arbejdstiden og arbejdslivet lidt sig selv i halen, fordi man aldrig når at restituere ordentligt. Man kan godt lige tjekke lidt mails i ferien osv. Den slags.
Men som vidensarbejder er produktivitet ikke kun et spørgsmål om tiden der arbejdes, det er i lige så høj grad et spørgsmål om måden, hvorpå der arbejdes. Jo større belastning, jo større behov for restitution.
Vi mener i KS, at der ligger en forpligtigelse hos arbejdsgiverne i at understøtte og sikre medarbejdernes muligheder for restitution. Der skal både være plads til pauser i løbet af arbejdsdagen og længerevarende restitution væk fra arbejdet.
Længerevarende restitution kan nemlig noget særligt og i forhold til de komplekse, krævende og nogle gange grænseløse arbejdsliv, som mange af os har, så er den helt nødvendig. Og det gør dig til en bedre medarbejder.
Det restitutionen kan, er nemlig at sikre en mere bæredygtig måde at arbejde på. Vi sænker skuldrene, slipper speederen og lader op. Det er livsnødvendigt for os at skifte mellem aktivitet og hvile, hvis vi ikke skal ende med at brænde ud, for mennesket er ikke bygget til at være i konstant arbejdsmæssig hjerne- aktivitet.
Forskning viser, at det man kalder ”detachment from work” er en af ”de tre store”, når det kommer til sundhed i relation til arbejde. Det er decideret godt for produktiviteten, at man frigør sig fra arbejdet, går ud og dyrker andre interesser, tænker på noget andet og får inspiration udefra. Bl.a. fordi det kan give nyt perspektiv når vi får et problem på afstand og give idéer til anderledes, kreative løsninger. Og så rummer livet jo andet end arbejde.
Og når vi så har holdt ferie, vender vi mere produktive tilbage til pinden. Der ligger således også et individuelt ansvar i at oparbejde gode arbejdsvaner, så man hjælper sig selv til at arbejde på en bæredygtige måde.
Så derfor… Rigtig, rigtig god sommer. Jeg håber den bliver solrig og afslappende – og i overvejende grad væk fra skærmen.