”Med en fusion mellem DM og KS kan vi skabe en endnu mere vedkommende og slagkraftig fagforening med høje faglige ambitioner, der har forståelse for og skaber værdi for kommunikatører og kommunikationsstuderende.”
Det siger Cathrine Holm-Nielsen, der er forperson i KS, om baggrunden for, at DM og KS har aftalt at arbejde hen mod en fusion.
Fusionsaftalen er godkendt i DM den 14. september. I KS skal den først godkendes ved to ekstraordinære repræsentantskabsmøder, som finder sted i januar 2024. Den endelige beslutning skal herefter godkendes af de stemmeberettigede KS-medlemmer ved en urafstemning, som kommer til at foregå i februar 2024.
Bliver fusionen stemt igennem, fusionerer KS og DM den 1. november 2024.
Med fusionen kommer DM til at organisere mere end 10.000 kommunikatører. Det nye faglige fællesskab vil efter fusionen få sin egen sektor i DM. Den kommer til at hedde DM Kommunikation og får politisk styrke og kræfter til at gribe udviklingen på kommunikationsområdet, sikre en synlig faglig profil, en markant stemme, der promoverer og står på mål for kommunikationsfaget samt gode og udviklende karrierer, løn og ansættelsesvilkår for kommunikatørerne.
”I fællesskab med DM kan vi videreføre de værdier, vi sætter højest, de høje ambitioner, vi har på vores faglige områder samt en personlig og nærværende medlemsservice. I KS hovedbestyrelse besluttede vi at søge mod fusion på baggrund af et ønske om at sikre medlemmerne den bedst mulige service og de bedste muligheder og vilkår på arbejdsmarkedet i fremtiden. Det kan vi på sigt ikke gøre alene, for det er blevet sværere at være en lille fagforening, hvis man også gerne vil være en ambitiøs én af slagsen.” siger Cathrine Holm-Nielsen.
Forperson for DM, Camilla Gregersen, glæder sig meget over fusionsaftalen, og ser frem til at få resultatet af afstemningen blandt KS’ medlemmer.
”Jeg er glad og stolt over, at KS har valgt DM at fusionere med. Aftalen er et vigtig skridt henimod at blive den fagforening, der samler kommunikatørerne, og sammen kan vi skabe et stærkt fagligt fællesskab med masser af attraktive medlemstilbud og en styrket interessevaretagelse”, siger Camilla Gregersen, forperson i DM.
Der blivber afholdt tre digitale medlemsmøder, hvor medlemmerne kan stille spørgsmål direkte til medlemmerne af hovedbestyrelsen. Tilmeldt dig via linkene:
5.oktober klokken 17 - 18.30
8. oktober klokken 10 - 11.30
10.oktober klokken 8 - 9.30
Foto Mikal Schlosser