4. september 2023

Genopfind dig selv med et sporskifte

Har du mistet motivationen for dit arbejde? Føler du dig usikker på, hvilken rolle du kan komme til at spille på fremtidens arbejdsmarked? Eller er dine interesser eller prioriteter bare blevet anderledes?

Der er mange grunde til at tage et sporskifte, men også mange tanker der er vigtige at gøre sig, inden man springer ud i den store genfortælling af ens arbejdsliv. Marianne fra Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her sine bud på, hvilke tanker der er vigtigst at gøre sig inden et sporskifte.

1. Research det sted du gerne vil hen
”Mange beslutninger om sporskifte er taget ud fra en pludselig inspiration eller mavefornemmelse, og derfor er det første skridt altid at blive klogere og se på sin viden. Hvad er det, man gerne vil? Hvilke opgaver vil man løse? Kig på virksomheder, brancheforeninger, fagpersoner, medier… Bare start med at læse op. Det gør også resten af processen nemmere og forhindrer fodfejl!”

2. Overvej præcis hvorfor du vil skifte
”Det er meget vigtigt, at man gør sig klart, hvorfor man egentlig gerne vil skifte. Ofte kan man nemlig selv være lidt i tvivl, selv når man har taget beslutningen. Det er igen det med research: Man skal være klar over, hvad det er, der er vigtigt at ændre, og hvad der egentligt går godt nok. Overvej hvilke drømme og værdier der driver dig i dit arbejdsliv, hvilke opgaver du gerne vil arbejde imod, og hvordan et potentielt sporskifte vil hjælpe dig med at indfri de tanker.”

3. Overvej hvor stort et skifte der er nødvendigt
”Det er værd at kigge på, hvor radikalt et skift man egentlig er interesseret i. Nogle gange kan ens utilfredshed afhjælpes af et lille skift; måske fra én afdeling til en anden eller gennem intern udvikling. Andre gange vil man måske helt skifte branche, men vil gerne beholde nogle af sine arbejdsopgaver. Det er jo en god idé at holde fast i de ting man synes er spændende, i det omfang det kan lade sig gøre.”

4. Se på andres karriereveje
”En af de nemmeste måder at blive klogere på, er ved at se, hvad andres indgangsvinkel har været. Sæt dig som anonym på LinkedIn og undersøg karrierevejene for de mennesker, der sidder i de stillinger, du godt kunne tænke dig. Hvad har været deres vej til jobbet? Hvis du tør, så kan du også kontakte dem direkte og spørge. Det er jo nogle gange den nemmeste måde at blive klogere!”

5. Kig på dine kvalifikationer
”Det vigtigste spørgsmål er jo måske at finde ud af, hvordan det du kan, ville kunne bruges i andre sammenhænge. Og hvor stort gabet er, mellem de krav der vil blive stillet, og det du kan i forvejen. Der er mange, der stirrer sig blind på, at de tror, de mangler uddannelse. Men en uddannelse er altså ikke en billet lige ind i en anden branche uden videre. Find noget sparring fra dem, der sidder i virksomhederne, lav et overblik over dit uddannelses- og arbejdsliv, find hvad du mangler. Og så dæk de huller, du kan. Deltag i gå-hjem-møder, onlinekurser og arrangementer her hos Kommunikation og Sprog. Alle steder du kan få de kompetencer, der vil kunne åbne døren.”

6. Læg det nødvendige arbejde
”Lige meget hvad, er et sporskifte ikke noget langt de fleste kommer sovende til. Det kræver, at man kommer ud og netværker, uddanner sig, samler viden... Det er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden. Men hvis man laver sin research og lægger arbejdet, skal det nok lykkes.”

Hvis du ønsker inspiration til et sporskifte, står vi i Kommunikation og Sprog altid til rådighed med sparring eller feedback.


Læs også:

Job og karriere

Hvad hører til i et CV, og hvad hører til i en ansøgning?

Hvis du er i tvivl, om noget hører til i CV eller ansøgning, så får du her en checkliste og en tommelfingerregel, så du sikrer, at du ikke gentager dine pointer unødigt, at dit CV fremstår skarpt og at din ansøgning taler direkte til modtageren.

Job og karriere

Stå stærkt i jobsøgningen med en tydelig rød tråd

En tydelig profil kan få dig langt i din jobsøgning. Byg din profil op over tre til fem spidskompetencer og lad dem gå igen igennem dit materiale. Så kommer du til at fremstå troværdig og tiltrækkende. Læs her, hvordan du kan få dine kompetencer til at gå igen i forskellige dele af din jobsøgning.

Job og karriere

Tænk strategisk, når du arbejder frivilligt

Det er ikke kun din erhvervserfaring, der har betydning for dit arbejdsliv. Du kan også bruge frivilligt arbejde strategisk i forhold til din karriere. Her er 6 områder, hvor frivilligt arbejde kan styrke din position.

Edit page