Forberedelse
Når det kommer til personlighedstests, bør du typisk bare sætte dig ned og svare ærligt og intuitivt. Du vinder ikke noget ved at prøve at lyve dig til de resultater, du tror, arbejdsgiver er mest interesseret i. Formålet med personlighedstests er ikke at give et endegyldigt svar på, om du er den rigtige til stillingen. Det er at give arbejdsgiver et bedre billede af dig, så hun kan stille de rigtige spørgsmål til en samtale. Hvis du er ærlig, har du mulighed for at lære noget om dig selv gennem testen, og om hvordan du bedst kommer til at passe ind i virksomheden. Du undgår samtidig at give for konservative eller modstridende svar, hvilket vil være tydeligt, når testen sammenfatter dine resultater.
Dermed ikke sagt, at du bør svare noget som ligger helt skævt i forhold til stillingen eller virksomhedens værdier: Hvis det er en lederstilling, bør du selvfølgelig ikke signalere manglende overskud eller samarbejdsevner. Besvar spørgsmålene ud fra din professionelle persona, og med perspektivet, at du selvfølgelig er den rigtige kandidat til stillingen. Det er også positivt, hvis du til gennemgangen af din profil aktivt forholder dig til resultaterne. Giv udtryk for din egen oplevelse af testen, beskriv hvordan du selv har tolket de svar, du har givet, og kommenter aktivt på din tilbagemelding, og på hvilke områder du kan spejle dig i testen og profilen. Så signalerer du både overskud og interesse.