4. september 2019

Tydeliggør din faglige værdi på dit CV

/files/assets/news/elena-koycheva-credits.jpg

Du har sikkert hørt det før. Dit CV skal fokusere på de resultater, du har skabt i dine ansættelser. Men hvordan er det lige, man kan tale resultater som sprog- eller kommunikationsfaglig? Og hvad hvis man er nyuddannet og ikke har den store erhvervserfaring? I begge tilfælde handler det om at tænke i værdi og her kan du få ideer til, hvordan du kan gøre dét.

I det nummer af KOM Magasinet, der udkommer i næste uge, sætter vi fokus på kommunikationsmål og måling, og i forlængelse af dette, giver vi her i artiklen et bud på, hvordan du kan gøre dine resultater og dermed din værdi tydeligere i dit CV.

I KOM Magasinet udtaler professor Sine Nørholm Just fra Roskilde Universitet: ”Jeg er også lidt træt af den kamp, der er mellem de bløde humanistiske fag overfor de mere hårde merkantile fag, hvor det hele tiden hedder, at de bløde fag ikke kan dokumentere noget som helst. Min pointe er: At det kan de hårde fag heller ikke altid.”
Hun mener, at kravet om, at kommunikationsfolk skal kunne dokumentere deres værdi nogle gange er uretfærdigt, selvom hun godt vil gå med på præmissen om, at kommunikationsfolk skal blive bedre til at sætte klare mål og til at kunne dokumentere, hvordan de opnår dem.

Du kan læse artiklen allerede nu her.

Uanset hvad man mener, kan det være en stor hjælp i jobsøgningen at kunne formidle klart og konkret, hvad det er, man kan bidrage med (udover sin egen dejlige person, det forstås).

Det hele handler om at tænke i værdi. Hvilken værdi har jeg skabt for arbejdspladsen og dens bundlinje?

Du kan spørge dig selv: i forhold til den værdi som virksomheden prøver at skabe, hvad var så min rolle?

Har du arbejdet som virksomhedskonsulent på et jobcenter, kan din erfaring se nogenlunde sådan ud:

Virksomhedskonsulent, Jobcenter Egerød
Jobcenter Egerød har fokus på konkret handling og samarbejde med virksomheder, som får ledige i arbejde.
’Som virksomhedskonsulent havde jeg især fokus på at netværke og skabe samarbejder med virksomheder, der mundede ud i et konkret antal pladser til nye medarbejdere. Jeg arbejdede også med hurtige match med borgere, og har i den sammenhæng udviklet et digitalt screeningsværktøj. Jeg har på den måde sørger for flere vellykkede samarbejder med virksomheder som efterfølgende har brugt jobcentret som rekrutteringskanal.’


Et andet eksempel:
Digital Manager, Fantasia
Fantasia er en netværksvirksomhed, der arbejder for viden- og ressourcedeling mellem virksomheder.
’Som Digital Manager var min primære opgave at brande Fantasia gennem vores community på Facebook og gennem vores nyhedsbrev.
Gennem gratis e-guides på vores websites fik jeg tredobblet antallet af nyhedsbrevsmodtagere.
På den måde blev klikraten på vores artikler i nyhedsbrevet dobbelt så høj.  Det endte ud med flere besøgende på website og Facebook og dermed flere kunder.
På facebook har jeg igangsat og faciliteret videndeling mellem medlemmer fra store virksomheder som XX og XX, hvilket har resulteret i en rækkevidde på x antal views.’

Nyuddannet? Sælg dig på din uddannelse
Er du nyuddannet, er det måske primært din uddannelse, du skal sælge dig selv på.
Her handler det i høj grad om at tænke på fagligt fokus og udbytte, men også hvordan din opnåede viden er en værdi for en kommende arbejdsplads. I stedet for at remse de fag op, du har haft, så fokusér på dem, der har værdi i jobbet. Har du for eksempel haft kulturforståelse, så skriv, hvordan du kan bruge det i jobbet. For eksempel at du vil kunne sælge budskaber til det tyske marked, da du ikke kun kan sproget, men også kender til kulturen.
Vær forsigtig med at bruge termer som ”på min uddannelse lærte jeg at formidle skriftligt”. Skriv hellere, hvad du kan: ”Pressemeddelelser med vinkler, der fanger journalister og skaber omtale”. Det bliver meget nemmere at forstå og omsætte for arbejdsgiver. Vi har her samlet endnu flere gode råd til dig, som er færdiguddannet og jobsøgende.

Læs her, hvordan du kan fremhæve dine kompetencer i dit cv.

Edit page