Det er der generelt heller ikke, når vi diskuterer det indtog, som AI blot de sidste måneder har haft i vores hverdag, samtale og SoMe feeds.
Kunstig intelligens er med rekordfart i gang med at ændre vores faglige fundament. Eller det har den sådan set allerede gjort. Ikke nødvendigvis fordi den direkte overtager opgaver og output, men i lige så høj grad fordi den introducerer nye problemstillinger, som vi bliver nødt til at forholde os til.
AI giver os nye styrker, muligheder og værktøjer. Den udstiller også vores svagheder, udfordringer og forandrer grundlæggende udførelsen af vores arbejde.
Det ovenstående er for så vidt ’yesterday’s news’. Men der er endnu en ting, som AI er med til at påvirke, og det er tempo. Presset for at levere. Leverancer forventes hurtigere og hurtigere.
Undersøgelsen ’State of Nordic PR & Communication’ fra MyNewsDesk fra tidligere i år fremhævede tid og travlhed som de største udfordringer for kommunikatører. Og hvis man kigger i krystalkuglen for det moderne arbejdsliv, ser det ikke videre opmuntrende ud. Den øgede hastighed skal nemlig ses i sammenhæng med et øget arbejdspres.
Fra KS’ egne undersøgelser kan vi se en stigning i mængden af arbejdsopgaver og -områder blandt vores medlemmer. Kommunikatørerne har simpelthen fået flere ansvarsområder. Men ikke – af gode grunde – mere tid til at løse opgaverne i. Dette ligger fint i tråd med, at op imod 75 % af respondenterne i NyNewsDesks undersøgelse siger, at de ville ønske, de havde bedre tid til at være kreative i deres arbejde. De vil gerne gøre deres arbejde ordentligt.
Mindre tid og øget arbejdspres er ikke nogen særlig attraktiv kombination. En helt aktuel undersøgelse fra Ballisager angiver, at 55 % på det danske arbejdsmarked føler sig stressede på deres job i højere eller mindre omfang, 15 % er det ofte. Arbejdsmængden ligger i top tre af årsager til mistrivsel.
Det er et kæmpe problem. Og derfor dukker emnet også op på tværs af den akademiske fag bevægelse som et løbende tema og en af de primære udfordringer, vi skal løse, når vi kommer til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2024. Vores – og andre organisationers medlemmer – efterspørger ’tid’ (i sådan helt luftig forstand), når vi spørger dem, hvad vi skal gå til forhandlingsbordet med. Det kan være tid i form af restitution, tid til fritidsinteresser, tid som muligheden for at sige fra eller selv planlægge sin arbejdstid.
Tid er således blevet den måske vigtigste valuta på det danske arbejdsmarked, og vi skal finde den gode måde at bruge AI til at skabe mere af den i vores arbejdsliv i stedet for at presse os yderligere. En giftig blanding af tempo og øget arbejdspres skal ikke definere fremtidens arbejdsliv.