Teknologien skal bruges til at opnå det, vi drømmer om i arbejdslivet 4.0

/files/assets/news/cathrine-holm-nielsen-januar-2022-12-credits.jpg
1. juni 2023
Af Cathrine Holm-Nielsen

Nu skal vi finde svarene på, hvordan vi bedst håndterer den 4. industrielle revolution. Dér, hvor teknologien ikke bare er en fast bestanddel af vores måde at arbejde og løse vores opgaver på, men hjælper os med at udforme og omstrukturere hele vores arbejdsliv, skriver KS forperson Cathrine Holm-Nielsen i denne kommentar om teknologien og det bæredygtige arbejdsliv i fremtiden.

Der går sjældent en dag uden et SoMe opslag, en avisoverskrift eller en podcast, der beskæftiger sig med udfordringer i det moderne arbejdsliv. Stress, mistrivsel, urimelige deadlines og grænseløse arbejdstider.

Lige så tit fokuseres der på, hvordan teknologien vil revolutionere måden, vi arbejder på i fremtiden.

Opgaven, vi står overfor, består i at sammenkoble de to på bedst mulig måde, for hvis vi er kloge, bruger vi den – altså teknologien - som en aktiv komponent, når vi diskuterer fremtidige løsninger på arbejdsmarkedets udfordringer.

Jeg læste for nylig om ingeniøren ”Mads” i Politiken, der i sit nye job fik ChatGPT til at varetage de fleste af sine arbejdsopgaver, der alle var både komplicerede og tidskrævende. ChatGPT hjalp med at effektivisere hans arbejde dramatisk og gav tilsyneladende gode resultater, der blev rost af kollegerne.

Mads havde indtil videre holdt brugen af AI skjult for sin arbejdsplads og leder. Han følte selv, at han snød.

Her bliver koblingen af arbejdsliv og teknologi i den grad sat på spidsen, og den er vanvittig interessant. Bagved gemmer sig en hær af aspekter og spørgsmål, f.eks.:

  • Hvis teknologien løser mine opgaver, er jeg så værdiløs?

  • Hvis teknologien er en add-on, så min tid bliver frigjort, hvilke opgaver skal jeg så løse?

  • Hvis jeg ikke bruger teknologien, snyder jeg så i virkeligheden allermest mig selv, fordi jeg ikke følger med?

  • Når jeg proaktivt har effektiviseret mit arbejde, burde jeg så ikke anerkendes for det?

  • Kan jeg stå på mål for det der produceres?

  • Hvilke nye kompetencer har jeg brug for?

  • Hvis teknologien producerer noget, jeg i bund og grund ikke ved noget om, hvordan kvalitetstjekker jeg så?

  • Hvilken rolle spiller virksomhedens ledelse i at understøtte, at jeg kan bruge teknologien til at effektivisere mit arbejde?

Find selv på flere… Spørgsmålene understreger netop behovet for at vi åbent taler om, debatterer og eksperimenterer med, hvordan vi bedst integrerer teknologien i vores arbejde.

I svarene på spørgsmålene gemmer sig nemlig både bekymringen for at gøre sig selv overflødig, usikkerheden over fremtidige arbejdsopgaver og manglende kompetencer til at udfylde sin rolle, samt det ansvar, arbejdspladser burde tage på sig; nemlig at være fremsynede og aktivt arbejde for at indarbejde brugen af teknologi, arbejdsetiske retningslinjer og sikre medarbejdernes kompetencer fremadrettet. Ellers går alle bagud af dansen.

Corona viste hvor hurtigt vi kan rykke, når vi bliver trykket lidt på maven. Der hvor jeg var ansat, blev implementering af Microsoft Teams fuldført i et hidtil uset tempo og med efterfølgende høj adoption rate blandt medarbejderne. Modstanden mod at tage et nyt teknologisk værktøj i brug var praktisk talt ikke eksisterende. For der var et desperat behov for den teknologiske løsning, da vi pludselig sad derhjemme på hver vores domicil og skulle udføre vores arbejde, som vi plejede.

Vi har lidt bedre tid – end under Corona – til at tænke os grundigt om og stille – måske især – kritiske spørgsmål, men vi må ikke forfalde til konservativ maskinstorm.

Nu skal vi finde svarene på, hvordan vi bedst håndterer den 4. industrielle revolution. Dér, hvor teknologien ikke bare er en fast bestanddel af vores måde at arbejde og løse vores opgaver på, men hjælper os med at udforme og omstrukturere hele vores arbejdsliv.

Teknologien vil fortsat skabe muligheder, og give adgang til værktøjer der radikalt kan transformere vores arbejdsgange. Men fagligt kompetente, kreative og specialiserede medarbejdere kan stadig ikke erstattes. De kan suppleres af den.

Teknologien kommer til at have indflydelse på, hvordan vi løser vores opgaver, og hvordan og hvornår vi går på arbejde. Den kommer til at frigøre tid, som kan bruges til større fleksibilitet, kortere arbejdsuger eller bedre balance mellem livet på arbejde og uden for arbejde. Hvis vi administrerer den rigtigt.

Som fagforening skal KS blandt andre være med til at sikre, at teknologi altid er en enabler af et bæredygtigt arbejdsliv, i stedet for en hindring.

Vi er nødt til at omfavne disse muligheder. Ellers falder vi bagud, som virksomheder, medarbejdere og arbejdsmarked (Hep, Mette Frederiksen, en del af dit manglende arbejdsudbud findes lige her).

Hvis ny teknologi ikke skal blive en hindring for et bæredygtigt arbejdsliv, bliver man nødt til at organisere sig med teknologien og ikke på baggrund af den. Det mener Steen Rasmussen, co-founder af IIH Nordic, der de seneste år har høstet mange roser, når det handler om work-life-balance.

Læs et interview med ham her.

KS
Fusion

OBS: Du modtager en vigtig mail om din kontingentbetaling igen i morgen

Hvis du betaler dit kontingent via en PBS-aftale, og du endnu ikke har givet samtykke til, at det kan fortsætte i DM, håber vi, at du vil give os samtykket, når du får den sidste mail om dette i morgen. Vær opmærksom på, at mailen kommer fra en anden mailadresse, end du er vant til.

Fusion

Janne Gleerup er valgt til forperson i DM fra 2025

Den nye forperson i DM fra årsskiftet er Janne Gleerup. Janne er 50 år, uddannet cand.mag., ph.d. og arbejdsmarkedsforsker på RUC.

Løn og ansættelse

OK26: Akademikerne melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet

Akademikerne har valgt at udtræde af Forhandlingsfællesskabet. Det betyder blandt andet, at akademikerorganisationerne ved OK26 på det kommunale og regionale område skal forhandle alle aftaler selv.

Edit page