Alle KS’ere, der er registreret med en offentlig arbejdsgiver, får automatisk tilsendt mail med link til urafstemningen, når der bliver åbnet for afstemningen. Så hold øje med din indbakke.
Det er derfor også vigtigt, at din aktuelle arbejdsplads er registreret i medlemssystemet. Tjek derfor gerne, om vi har de aktuelle oplysninger registreret for dig. Det gør du ved at logge ind på Mit KS (kommunikationogsprog.dk) på hjemmesiden. Her kan du også redigere oplysningerne. Alternativt kan du sende ændringer til de registrerede oplysninger til medlem@kommunikationogsprog.dk.
Forhandlingerne om de nye overenskomster pr. 1. april 2024 for KS’erne i det offentlige er afsluttet. KS’ forperson, som har siddet med ved forhandlingsbordet, anbefaler et JA til forligene i både stat, regioner og kommuner:
”Vi har fra start til slut været tydelige om, at det vigtigste for vores medlemmer er løn. Og det er vi kommet igennem med. Men vi har også – som i så mange andre forhandlinger – måtte prioritere. Og vi har mødt nogle arbejdsgivere, som desværre slet ikke kunne se sig i nyskabelser indenfor arbejdsmiljø og arbejdstid. Områder som også var vigtige for KS. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Dog er jeg glad for, at vi er kommet et lille skridt på vejen ved at vi har aftalt en forhøjelse af pensionsprocenten samtidig med, at vi har aftalt at sænke grænsen for den del af pensionsbidraget, som den enkelte kan vælge at få udbetalt som løn, til 15 %. Og der indføres en ny opsparingskonto, som etableres i den pensionskasse, hvor ens pension i forvejen indbetales til. Det, der kan indbetales til opsparingskontoen, er det samme beløb, som ellers kan vælges udbetalt som løn. Og det er helt op til den enkelte, om man ønsker at benytte de nye og udvidede valgmuligheder,” siger Cathrine Holm-Nielsen.