Det er ikke fremmed for os at lave nytårsforsæt om både sundhed og selvudvikling, og måske karrieren også har spillet ind i forsætterne en gang eller to i løbet af årene.
Netop i forhold til karriere og arbejdsliv kan det være konstruktivt at gøre sig lidt refleksioner over året, der er gået, og året der kommer. Når vi arbejder med snuden i sporet, får vi ikke altid helikopterblikket med, og på den måde glemmer vi næsten at få noteret de ting, vi har nydt arbejdsmæssigt.
Når vi laver nytårsforsæt, betyder det jo, at vi sætter os for at gøre noget i det nye år. Og det er jo gerne på en eller anden måde noget nyt eller noget, vi gerne vil blive bedre til. Det er muligheden for at starte på en frisk og gøre noget anderledes i måden, vi lever vores liv. I adfærdsteori er timing vigtig for os mennesker i forhold til, hvornår vi føler os motiverede til at gøre noget anderledes. Og det er som regel, når noget slutter eller noget nyt begynder.
I forhold til karriere vil det være konstruktivt ikke kun at kigge frem på ønsker i det nye år, da det nogle gange kan blive lidt afkoblet fra hverdagen. Vores anbefaling er derfor at kigge tilbage på året, der er gået – måske måned for måned – og notere, hvornår det er gået rigtig godt og trivslen har været høj.
Man kan for eksempel spørge sig selv:
- Hvad har jeg lavet af arbejde, som jeg synes var særlig sjovt, inspirerende eller spændende?
- Hvorfor var det det? Hvad var til stede i de situationer?
- Hvordan løste jeg opgaverne?
- Har jeg lært noget nyt om mig selv eller fået nye kompetencer, som jeg gerne vil udforske yderligere?
På den måde kan man gå ind i det nye år på en mere målrettet måde.
Hvis man er i den situation, at man står uden job, kan man gøre sig de samme overvejelser. For det er tidskrævende at være jobsøgende. Det og kræver i hvert fald delvis en strategi og et blik på, hvornår man trives bedst i det.
Nogle gange kan det være godt at ryste posen, men man kan også søge inspiration i det, man allerede har gjort og spørge sig selv:
- Hvad har fungeret særlig godt for mig i år?
- Hvornår har jeg haft motivation? Og hvad har skabt den motivation?
- Hvordan har jeg fået energi?
- Hvilke stillinger har fået mit hjerte til at banke?
Som mennesker har vi en tendens til at gøre det vi plejer, fordi det er det, der ligger tættest på den måde vores hjerne foretrækker at agere på. Og fordi vaner er svære at bryde. Og hvis det, vi plejer fungerer, så skal vi blive ved med det. Men hvis det rent faktisk var den ene gang, hvor vi gjorde noget andet, der skabte de bedste resultater eller udløste energi, så skal vi gøre noget mere af det.