Ud af de mange emner, man kunne diskutere om det nye regeringsgrundlag, har debatten omkring store bededag i den grad taget fart. Det er mildt sagt noget, der har fået mange op af stolene. Både den almene dansker, arbejdsgiverne og selvfølgelig fagforeningerne.
Skal store bededag afskaffes? Svaret på spørgsmålet er fra vores side et klart: Nej.
Hvorfor?
I en tid, hvor vi i den grad diskuterer, hvordan vores arbejdsliv skal forme sig, giver det ikke mening at fjerne en helligdag. Vi er i gang med at overveje og afprøve løsninger for 4-dages arbejdsuger, øget fleksibilitet, pauser midtvejs i et langt arbejdsliv, og har kæmpe fokus på trivsel og stress problematikker på arbejdspladserne. I KS mener vi, at restitution og frihed også er en del af et bæredygtigt arbejdsliv. Det står og falder naturligvis ikke med én fridag. Men det er ikke mindre vigtigt, når det vi ser, er et stigende arbejdstempo og længere tid på arbejdsmarkedet. Så fjernelse af store bededag giver måske mening i en finansiel kalkule, men slet ikke når vi kigger på det med trivselsbrillerne.
Vi anerkender naturligvis, at antallet af helligdage er et lovgivningsspørgsmål. Der er således ikke tvivl om, at hvis et flertal på Christiansborg vil ændre antallet af helligdage, så kan de gøre det.
Når vi som fagbevægelse alligevel ”råber op”, skyldes det imidlertid, at hvis man sløjfer en helligdag, så hænger det også sammen med løn- og ansættelsesvilkår. Og dét er ikke et anliggende for Christiansborg. Med forslaget om at sløjfe en helligdag og ligeledes udmeldinger om, hvorledes dette skal håndteres, fortsætter den nye regering dermed linjen fra den tidligere S-regering, hvor man ikke veg tilbage for at pille ved den danske model. Det ser vi på med stor bekymring.
Vores pejlemærker i debatten om store bededag er derfor:
1. Nej, helligdage skal ikke afskaffes
2. Hvis lovgiver alligevel beslutter dette, skal de ansatte naturligvis kompenseres
3. Hvordan kompenseringen skal ske, er et spørgsmål, som må afklares mellem arbejdsmarkedets parter – og gerne med inddragelse af trepartsforhandlinger. Og kompensationen skal også være sikret for de mange – herunder flertallet af akademikere på det private arbejdsmarked – som ikke er ansat på overenskomst.