22. juni 2021

Brug sommeren på at blive klogere på dig selv og dine styrker

/files/assets/news/john-arano-credits.jpg

Sommerferien nærmer sig og det er en rigtig god ide at koble af og nyde sommerlivet. Hvis du har lyst til at bruge din sommer til at blive lidt klogere på alt det gode ved dig selv – og måske din familie og venner, så er det en ide at kaste et blik på dine styrker ved at dykke lidt ned i VIA-styrkerne. Styrkerne kan du også bruge til at reflektere lidt over dit arbejdsliv, sådan lidt på afstand fra en travl hverdag. 

Vi oplever ofte, at der er stor fokus på kompetencer  – og det skal der også være. Men bare fordi du er god til tysk, strategisk kommunikation eller er en haj til online marketing, så siger det jo i sig selv noget ikke noget som helst om, hvilket job du vil trives i. Vi oplever ofte, at en tvivl eller et karrierevalg handler om andet end hvad folk er fagligt dygtige til. 
Her kan dine karakterstyrker være en stor hjælp – hvis du kender dine styrker, får du et andet blik på dit arbejde og dit arbejdsliv, og kan træffe mere kvalificerede beslutninger om et fremtidigt karrierevalg – for passer jobbet og virksomheden til dig? Er du nysgerrig og videbegærlig, men får ikke nye opgaver? Er du vedholdende, men føler du arbejder et sted, hvor ting ikke følges til dørs? Er du beskeden, men arbejder et sted, hvor store armbevægelser og intern konkurrence er i fokus? Så er det hverken dig eller arbejdspladsen, der er noget galt med, men måske et spørgsmål om, at du ikke kan bruge og udfolde dine styrker i dit job eller på din arbejdsplads. Så kan det være en god ide at overveje et job eller karriereskifte.

Styrker du bruger når du tænker, handler og føler
VIA karakterstyrker hører hjemme i den positive psykologi, og er rent forskningsmæssigt ”grundlagt” af Martin Seligman og Christopher Peterson. Der er 24 VIA styrker, blandt andet nysgerrighed, kreativitet, vedholdenhed, dømmekraft, taknemmelighed, retfærdighed, mod og venlighed. Det er styrker du bruger når du tænker, handler og føler. Du bruger dem både på arbejde og derhjemme. Vi har alle sammen alle 24 styrker. 5-10 af styrkerne vil være dine topstyrker, dem der kendetegner dig mest og er lette for andre at få øje på. Det er dem der giver dig en følelse af ejerskab og autencitet. Du kan genkende dem fra din adfærd, dine positive vaner, for du bruger dem, fordi du simpelthen ikke kan lade være, de giver dig energi, en følelse af indre motivation og du vil søge opgaver og projekter, som kræver at styrkerne sættes i spil.
Hvis du kan bruge mindst 4 af dine topstyrker i dit job, vil du opleve en større grad af jobtilfredshed. Du trives i og med dit arbejde, du præsterer bedre og du bliver faktisk også mere hjælpsom. Det er med andre ord godt for både dig, virksomheden og dine kolleger.

Bliv bevidst, udforsk og anvend
Der er mange ting du selv kan gøre for at komme i gang med at lære dine styrker bedre at kende.
Det allervigtigste er i virkeligheden at blive opmærksom på og undersøgende omkring dine styrker. Ryan Nimic anbefaler metoden ”aware, explore and apply” – bliv bevidst, udforsk og anvend.
Du kan blive bevidst om dine styrker ved at starte med at tage den gratis VIA styrkeprofil på  VIA Institute on characters hjemmeside  dyk ned i dine egne styrker og prøv også at spotte dine kollegers, din chefs, din partners og dine børns.
Du kan også starte med at spille styrkehistorier – det egner sig glimrende til en sommerferieaktivitet med hele familien eller over et glas kølig hvidvin med vennerne. 

Du spiller det sådan:
Print en oversigt over alle 24 styrker ud - den kan du finde  HER , den er på engelsk, så spiller du med børn så skal du lige oversætte. Print rigeligt med styrkeoversigter ud.
I skal fortælle historier, der tager udgangspunkt i oplevelser, gode øjeblikke eller noget I er lykkedes med for eksempel den bedste ferie, min yndlingsbog, og hvorfor den er det, en stor opgave jeg lykkedes med, en god gerning, en person jeg har lært meget af, jeg fik en ny ven, et godt fællesskab, en jer ser op til og så videre.   
Styrkespillet spilles i runder, alle bliver fortæller og lytter og alle får styrke-feedback. Alle skal bruge en styrkeoversigt pr. runde.

Fortælleren:    Skal fortælle en historie. Fortæl det, der falder dig ind, du skal ikke tænke nærmere over det. Du skal heller ikke tænke i styrker, mens du fortæller, men bare tale frit. Du har 3 minutter til at fortælle din historie.

Lytteren:    Lyt opmærksomt uden at kommentere. Når du hører en styrke udtrykt i fortællingen, finder du den på styrkeoversigten og krydser den af.  Der er ikke et bestemte krydser du skal sætte – sæt et kryds, når du lægger mærke til en styrke.
 
Styrkefeedback:
Lytterne:    Læser på skift de valgte styrker op – fortæl kort hvorfor du valgte netop de styrker, da du hørte fortællerens historie. 
Fortælleren:     Bruger sin egen styrkeoversigt og sætter kryds hver gang en styrke bliver nævnt. Du kan godt
opleve at få mere end et kryds ved nogle styrker og ingen kryds ved andre – det har ingen betydning

Spil så mange runder I har lyst til, og læg mærke til hvor dejligt det er at blive opmærksom på andres styrker og at de andre ser dine. 

Styrkedagbog
Du kan udforske dine styrker ved at skrive styrkedagbog. Vælg hvilke af dine styrker, du skal være særligt opmærksom på den pågældende dag, skriv om hvordan du har brugt den/de valgte styrker, hvad der skete, hvordan andre reagerede, hvad du har lært.
Du kan anvende dine styrker ved at følge Michelle McQuaids lille tretrins model – den er også god at bruge på arbejde.

Start med at vælge en styrke.
Trigger: Find noget der skal sætte dig i gang for eksempel, når du henter morgenkaffe, cykler til stranden, holder middagshvil i sommervarmen (og når ferien er forbi, når du har tændt din PC) – altså det der skal være startskuddet til næste trin.
Gør: Brug din valgte styrke i 10 minutter – for eksempel hvis du har styrken nysgerrighed, så brug 10 minutter på at tale med naboen i sommerhuset, eller en anden feriegæst ved poolen (Når ferien er slut kan du tale med en kollega fra en anden afdeling) Hvis du har valgt at bruge videbegær, så brug 10 minutter hver dag til at læse om det sted du fysisk er den dag, eller læs en faglig artikel. Hvis du har valgt venlighed, så brug 10 minutter på at gøre noget, der gør en anden glad.
Beløn: Giv dig selv en lille belønning, det kan både være en konkret belønning – en kop kaffe, (noget sødt for dem med hang til sukker). Belønningen kan også være mental at sætte pris på, for eksmpel at lære en kollega bedre at kende, at have fået viden om ”content marketing” mm.

Hvis du har tid og lyst til at læse mere om personlig udvikling, så tag et blik på den serie på 4 artikler, vi har skrevet her i foråret – du kan blive klogere på hvordan du opfatter andre og hvordan de opfatter dig, du kan finde din konflikstil, og blive klog på hvorfor vi nogle gange taler forbi hinanden i artiklen Taler de voksne sammen og artiklen om DISC profilen.