Regeringen har opsagt det gældende SU-forlig for at kunne gennemtvinge ønsket om at skære et år af SU’en med henblik på at opnå et øget arbejdsudbud på 4.600 fuldtidspersoner. Konkret betyder det, at SU-klipperammen reduceres fra 70 SU-klip til 58 SU-klip.
”Regeringen er slået ind på kortsigtet og problematisk vej for Danmark. En fattig vision og et generationstyveri, der vil få konsekvenser både for den enkelte og for vores børn, der vil være stillet ringere i fremtiden og samfundet som helhed. Regeringen burde investere i viden, uddannelse og de unge, også på langt sigt,” siger KS forperson Cathrine Holm-N Nielsen.
En ny analyse fra Akademikerne viser, at 72 pct. af de studerende, der benytter det fleksible SU-år, kommer fra ikke-akademiske hjem. Derfor får det især konsekvenser for den gruppe unge at skrotte det 6. SU-år.
”Investeringer i uddannelse og mennesker er kerneværdier i det danske velfærdssamfund, men også formlen bag Danmarks succes. Uanset social baggrund bør alle blive ved med at have mulighed for at tage den uddannelse, man ønsker, så man lander på rette hylde. Her spiller SU’en en enormt vigtig rolle. Derfor er det både til skade for velfærdssamfundet og hamrende asocialt. Det kan et ønske om at skaffe mere arbejdsudbud ikke bortforklare,” siger Cathrine Holm-Nielsen.
Tilbage i 2016 indførte regeringen under Lars Løkke Rasmussens ledelse et uddannelsesloft. Allerede i 2017 blev det fjernet, fordi det skabte utryghed, mistrivsel og unødigt pres på de studerende.
Med de kommende SU-forringelser frygter Akademikernes formand Lisbeth Lintz, at regeringen skaber et nyt uddannelsesloft:
”Man får jo lyst til at udbryde ’gå aldrig tilbage til en fuser’. Men det er, hvad regeringen gør ved at skære et år af SU’en. I praksis skyder regeringen et nyt uddannelsesloft ind, som vil betyde, at flere falder fra uddannelsessystemet, fordi de aldrig får lavet et studieskifte. De unge kommer under endnu mere pres med større usikkerhed og mistrivsel til følge. De skal nemlig ikke blot skynde sig at blive færdige. De skal også vælge rigtigt i første forsøg. Stop med at slå på de unge og bevar SU’en, siger Lisbeth Lintz.