Udforsk dine styrker – gør noget godt for dig selv og din trivsel
Det moderne arbejdsliv er ofte tæt vævet sammen med personlighed. Du vil sikkert opleve krav om, at du bruger meget mere end dine faglige kompetencer i dit arbejde. For dig betyder det, at dit job skal passe med den, du er, og jobbet skal give dig lov til at bruge dig selv og dine personlige styrker. Dine personlige styrker er det, der kendetegner dig!
Forskning viser, at hvis du kan bruge de styrker, der kendetegner dig allermest i dit job, så trives du bedre, er mere produktiv og faktisk også en mere hjælpsom kollega. Hvis du ikke kan bruge dine styrker i dit job, kan det være forklaringen på, at du har den der fornemmelse af, at selvom både kolleger og chefen er helt OK, så er der alligevel noget, der mangler.
Dine styrker og dine arbejdsopgaver
Hvis du f.eks. elsker ny viden og færdigheder, vil du sandsynligvis trives i miljøer, hvor du kontinuerligt får nye udfordringer og opgaver, mens du vil udfordres i miljøer, hvor du ikke lærer nyt, og hvor alt gøres "som vi plejer”. Hvis ærlighed er vigtigt for dig, så trives du nok, når der er sammenhæng mellem dine opgaver og dine værdier, og du vil blive udfordret, hvis du har jobs, hvor du føler dig forpligtet til at holde informationer tilbage, eller hvis du skal ”oversælge” produkter eller ideer.
Hvad er mine styrker?*
Du kan starte med at tage en en gratis VIA-styrkeprofil. Når du har profilen på plads, kan du udforske dine styrker ved eksempelvis at skrive styrkedagbog. Vælg hvilke af dine styrker, du skal være særligt opmærksom på den pågældende dag. Skriv så om, hvordan du har brugt den/de valgte styrker, hvad der skete, hvordan andre reagerede, og hvad du har lært.