Vi glæder os til at se jer efter sommerferien

25. juni 2020

Jeg glæder mig til ferien, men jeg glæder mig endnu mere, til vi igen kan møde hinanden i hele landet, når KS i august begynder at holde fysiske kurser og arrangementer igen, skriver KS-formand Per Lindegaard Hjorth i en sommerhilsen til medlemmerne.

Efter nogle usædvanlige måneder er vores hverdag efterhånden ved at ligne sig selv igen. 
Jeg synes, at coronakrisen har lært os en del. Mange af os har lært nye måder at udføre vores job på. Vi har vænnet os til, at møder godt kan holdes via skærmen, og at hjemmearbejde kan fungere godt, både i forhold til den enkeltes opgaveløsning og i forhold til organisationens behov.

I KS har vi fået en mængde nye erfaringer med nye veje til at sikre, at I som medlemmer fortsat kunne få de ydelser fra os, som I har haft behov for. Der har været ekstra travlt på grund af corona. Den rådgivning, både i forhold til løn, ansættelse og karriere, vi sædvanligvis giver medlemmerne, enten via fysiske møder eller telefon, er foregået via telefon, Teams, Skype og andre elektroniske muligheder. Vi har lanceret nye produkter, for eksempel ’Digital karrieretime’ og vi har også gennemgået en stor omstilling til at udbyde mange flere kurser via webinarer.

Vi er glade for, at så mange medlemmer har gjort brug af vores tilbud. Og skulle der være nogen af jer, der måske er gået glip af noget af det, kan I finde det meste i vores arkiv på hjemmesiden.

Men nu glæder vi os altså også rigtig meget til at se jer igen. Efter sommerferien åbner vi for fysiske kurser og arrangementer igen. Det kommer til at foregå under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, så vi kan ikke bare samle så mange, som vi kunne tænke os. Men der er så mange spændende ting i kalenderen, at det skulle blive muligt for mange af jer at finde noget, I gerne vil deltage i.

Det er forhåbentlig med en god fornemmelse, at vi alle kan begynde at glæde os til sommerferien.
Jeg glæder mig til min, men jeg glæder mig endnu mere, til vi igen kan møde hinanden i hele landet.

Mange hilsener
Per Lindegaard Hjorth
Formand for KS