11. august 2022
/files/assets/Rikke-Line-Mette-1200x630px.jpg

Tilfældigt møde blev starten på nyt netværk, og du kan være med

Tekst: Anja Skov Granerud
Foto: Natasha Louise Hoffmann Jackowski

Er du alene om fagligheden på dit arbejde? Så kan Kommunikation og Sprogs nye netværk i København være noget for dig. Netværket tilbyder nemlig et fagligt fællesskab til kommunikatører uden fagkolleger.

Det kan være rart at have nogle at sparre med om strategi, idégenerering, analyse eller noget helt fjerde. Men er man ansat som kommunikatør et sted, hvor man er få eller alene om fagligheden, kan man have brug for input udefra.

Det kender Line Lyng Wieland, Mette Frid Darré og Rikke Baunegaard alt til. De mødte hinanden til KS-dagen sidste år, hvor de endte med at sidde ved samme bord. Og snakken kom hurtigt til at handle om at mangle kommunikationsfaglig sparring på arbejdspladsen.

”Jeg havde helt optur over at være til KS-dagen og finde et fagligt fællesskab. Jeg fik et kick ud af at møde andre, der sad og følte sig alene med arbejdsopgaverne på kontoret. Det var fedt at snakke med andre med samme oplevelser – både gode og svære,” siger Line Lyng Wieland om mødet med de to andre kommunikatører.

”Vi fandt ud af, at vi alle tre savnede en kommunikationsfaglig kollega i hverdagen. En kollega, som man hurtigt kan sparre med om opgaver, og hvor ens faglighed kan udvikles,” tilføjer Rikke Baunegaard.

Starten på nyt netværk

Siden KS-dagen har de tre kommunikatører arbejdet med at stable netværket på benene, og nu er de altså klar til at invitere andre i samme arbejdssituation som dem selv med.

”Det var jo helt tilfældigt, at vi lige kom til at sidde der. Og under øvelserne i løbet af dagen – og i pauserne – snakkede vi om, at vi savnede det der fællesskab. Og om hvor fedt det kunne være, hvis det fandtes,” fortæller Mette Frid Darré.

Alle kommunikatører, der er alene om fagligheden, kan være med. De tre kvinder er, som de selv siger det, ”en broget flok”, og de håber på, at dem, der melder sig, ligeledes har forskellige baggrunde og erfaringer.

”Vi ønsker at skabe et tillidsfuldt rum, der er ærligt og fortroligt, og hvor man også kan dele, når tingene er svære,” siger Rikke Baunegaard.

Kolleger på andet plan

Derfor kommer første møde også til at indebære en forventningsafstemning, så alle deltagere kan være med til at forme netværket og få den sparring, de har brug for.

”Drømmen er, at du får kolleger på et andet plan – ikke at man sidder sammen i hverdagen, men at man kan komme med problemstillinger og få hjælp til at vende det. At vi selv med forskellige baggrunde kan hjælpe hinanden,” siger Line Lyng Wieland.

”Som kommunikatør har man ofte mange hatte – især når man sidder alene. Man skal måske tage billeder, redigere film, skrive pressemeddelelser og skal derfor rumme mange fagligheder på én gang. Der kan det være godt at møde nogle med andre kompetencer end en selv, der kan give en noget inspiration til, hvordan man gør,” supplerer Mette Frid Darré.

Det er deres håb, at netværksdeltagerne kan følge hinandens udvikling og op- og nedture i løbet af møderne. Og at de i netværket kan være med til at støtte og inspirere hinanden.

Lyder det som noget for dig? Læs mere og ansøg om optagelse i netværket her.

Netværket mødes:

Hvor
Kommunikation & Sprogs lokaler
Hauser Plads 20, 3. sal,
1127 København K.

Hvornår
Onsdag 7. september 2022
Torsdag 8. december 2022
Tirsdag 9. februar 2023
Onsdag d. 10 maj 2023

Møderne foregår i tidsrummet kl. 17:30 til 20:00

Sidste tilmeldingsfrist:
søndag den 28. august kl. 12:00.

Har du også lyst til at møde ligesindede til KS-dagen?

Så får du chancen igen til september. Læs mere her

Edit page