Lav en oversigt over dine færdigheder og erfaringer
Før du begynder at skrive dit CV, er det en god idé at tænke over dine færdigheder, erfaringer og præstationer. Det kan hjælpe dig med at organisere dine tanker og sikre, at du præsenterer dig selv på en sammenhængende måde.
Start med at lave en liste over de færdigheder, du fik gennem din uddannelse, eventuelle studiejob eller frivilligt arbejde. Derefter skal du overveje, hvordan du kan præsentere dine færdigheder og erfaringer på en måde, der er relevant for det job, du søger.
Brug en klar og overskuelig skabelon
Når du skriver dit CV, skal du sørge for at bruge en klar og overskuelig skabelon. Det gør det lettere for arbejdsgiveren at læse dit CV og finde de oplysninger, de har brug for. Brug af en skabelon kan også hjælpe dig med at opretholde en ensartet formatering og stil gennem hele dit CV.
Du kan finde mange skabeloner på nettet, der er specielt designet til at hjælpe dig med at opbygge et CV – canva.com har f.eks. et væld af gratis CV-skabeloner til rådighed.
Skriv en fængende intro
Et godt CV bør have et “intro” eller “om” afsnit helt i begyndelsen, hvor du på et par linjer beskriver din primære motivation, dine spidskompetencer, og hvordan du vil sætte dem i spil i denne stilling. Det er især dette afsnit, der er vigtigt at tilpasse, alt efter hvilken stilling du søger. Det behøver ikke fylde mere end 3-4 linjer.
Uddyb, hvad du har fået ud af dine erfaringer
Én ting er, at din kommende arbejdsgiver kan se, hvilke virksomheder du har arbejdet i, og hvilke stillinger du har besiddet. De ved til gengæld ikke noget om, hvilke arbejdsopgaver eller ansvarsområder du har haft, og hvilke resultater, du har skabt i den pågældende stilling.
Knyt en enkelt linje eller to til hver af dine erfaringer og beskriv, hvordan det har styrket dine kompetencer, eller hvilke resultater du har opnået.
Beskriv dine faglige interesser fra din uddannelse
Hvis du ikke har den store erhvervserfaring endnu, så frygt ej. Arbejdsgivere er også interesserede i at høre, hvordan du kan bringe dine kompetencer fra din uddannelse i spil. Det er ikke nok at skrive, at du læser kommunikation på årgang X – det er der måske flere hundrede, der også gør. Du kan i stedet skrive, at du læser kommunikation, og at dine interesser primært ligger inden for det skrevne sprog, digital kommunikation eller korrekturlæsning – hvad end du finder spændende. Du kan bakke det op ved at fortælle om præstationer på din uddannelse – f.eks. opgaver, du har skrevet, eller fag, du har klaret dig godt i.
Skriv aktivt, ikke passivt
Når en sætning er aktiv, er det subjektet (i dette tilfælde dig), der handler, hvorimod subjektet i en passiv sætningskonstruktion bliver genstand for en handling. Det er forskellen på, om man skriver, at “medarbejderen underskrev kontrakten” (aktiv) eller “kontrakten blev underskrevet af medarbejderen” (passiv).
Brug aktive sætningskonstruktioner i dit CV. Ved at bruge aktive i stedet for passive sætningskonstruktioner, giver det både dine præstationer og erfaringer liv og energi, samtidig med at det sætter fokus på, at det er netop dig, der har udført dem – hvilket jo giver god mening, når dit CV handler om dig!
Tilpas dit CV til hver stilling, du søger
Du har måske hørt, at du altid skal tilpasse din ansøgning til en specifik stilling – det samme gælder dit CV. Tilpas dit CV, så det matcher de krav, som arbejdsgiveren efterspørger. Det kan f.eks. være ved at fremhæve de mest relevante erfaringer eller præstationer for den stilling, du søger, eller ved at tilpasse din intro, så det passer til arbejdsgiverens profil.
Vil du have mere specifik sparring på netop dit CV eller din ansøgning? KS tilbyder CV- og ansøgningsrådgivning og udbyder også kurser, der hjælper dig med at score drømmejobbet.
Foto Joao Ferraro