4. maj 2021

Lys for enden af tunnelen: KS’erne får nyt job som aldrig før

/files/assets/news/aaron-burden-0-credits.jpg

Ingen tvivl om, at coronatiden er og har været hård. Ikke mindst på arbejdsmarkedet med mange afskedigelser. Men KS’ juristers gennemgang af kontrakter tyder på, at der er lys for enden af tunnelen. For antallet er støt stigende, og i april var det højere end nogensinde før.

Det KS hjælper medlemmerne med, afspejler på mange måder arbejdsmarkedet. Da Danmark lukkede ned i foråret sidste år, så vi noget i retning af en fordobling af antallet af afskedigelser. Og hertil kom masser af spørgsmål om lønnedgang, arbejdsfordeling, nedsat tid med videre.

Nu ser vi imidlertid – heldigvis – det modsatte billede: Antallet af ansættelser – og dermed gennemgang og feedback på KS’ernes nye kontrakter – er i januar-april steget med over en tredjedel sammenlignet med samme periode sidste år og ca. 30 % sammenlignet med 2019. Og alene april 2021 indebar det højeste antal ansættelser for denne måned, vi nogensinde har registeret.

Billedet bliver ikke dårligere af, at antallet af afskedigelser samtidig har været støt for nedadgående siden sommeren 2020.

Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ingen problemer er. Arbejdsløsheden ér højere end på samme tidspunkt sidste år, og især for dimittenderne eller dem med længere ledighed bag sig, er vejen til det næste job alt for ofte vanskelig. Derfor er der også brug for både at forbedre dagpengesystemet og tage nye værktøjer i brug for at gøre vejen til job lettere. Derfor har KS for eksempel også foreslået forbedringer af dagpengesystemet: Det er nu vi skal handle, hvis dagpengesystemet skal bestå | Kommunikation og Sprog og er – via vores hovedorganisation Akademikerne – med i partnerskab for dimittender i arbejde: Partnerskab for dimittender i arbejde (bm.dk).

Når du får nyt job, så husk – ligesom altså rigtig mange andre KS’ere – at få KS’ jurister til at gennemgå din kontrakt inden du skriver under. Upload den via hjemmesiden: Få gennemgået din ansættelseskontrakt | Kommunikation og Sprog

Edit page