Det er nu vi skal handle, hvis dagpengesystemet skal bestå

24. marts 2021

”Det er tid til at sadle om, når det gælder dagpengene, for vores dagpengesystem er igennem mange år blevet undermineret af, at dagpengene løbende er blevet forringet i forhold til lønningerne,” siger KS-formand Per Lindegaard Hjorth i forbindelse med et nyt dagpengeudspil fra KS og de øvrige organisationer i Akademikerne.

”Ledighed er ikke kun et individuelt problem. Det er også et kollektivt problem. Den danske flexicuritymodel bygger på, at den relativt lette adgang til at afskedige medarbejdere hænger sammen med, at samfundet holder hånden under dem, som bliver ramt af ledighed. Det gør vi i form af dagpengesystemet. Det synes jeg er et sundt system,” siger KS-formand Per Lindegaard Hjorth. 

Han peger samtidig på, at systemet igennem mange år er blevet undermineret af, at dagpengene løbende er blevet forringet i forhold til lønningerne. 
”Til sidst risikerer vi, at opbakningen til hele systemet skrider. Simpelthen fordi for mange ikke oplever, at dagpengene reelt sikrer dem i tilfælde af ledighed. Derfor er det tid til at sadle om,” siger Per Lindegaard Hjorth.

Sammen med de andre akademikerorganisationer har KS derfor set dagpengesystemet efter i sømmene, og udarbejdet et forslag til, hvordan vi kan sikre, at der også i fremtiden vil være et sundt dagpengesystem, der er opbakning til. 

Forslaget bygger på tre søjler:
• Dagpengesatsen skal sættes op, så kompensationsgraden i forhold til løn øges. Eller sagt på en anden måde: Den nedadgående trend de sidste mange år skal vendes.
• Det skal være attraktivt at være i en A-kasse, også selvom ens ledighedsrisiko er lav. Derfor skal der ydes højere dagpenge i en kortere periode for dem, som har været medlem af en A-kasse i en vis årrække og ikke eller kun i begrænset omfang har været ramt af ledighed
• Ingen ledige skal stilles ringere end i dag. Det betyder for eksempel, at det ikke (igen) skal være dimittenderne, som skal betale for ændringer i dagpengesystemet i form af lavere ydelser

KS’ formand er opmærksom på, at forslaget ikke er gratis: 

”Jeg synes, at det handler om at investere. At investere i, at vi også i fremtiden har et velfungerende arbejdsmarked og i den forbindelse et velfungerende sikkerhedsnet, som der er opbakning til. For ofte har tilgangen til ændringer i dagpengesystemet været, at det er et nulsumsspil, hvor ændringer skal finansieres af forringelser. Men det er at spille hasard med noget så afgørende som dagpengesystemet. Og jeg synes faktisk, at det haster, for konsekvenserne oplever de ledige allerede. Inklusive dem, som er blevet ramt af coronakrisen i form af nedskæringer og fyringer. Desværre kom forbedringer af dagpengesystemet ikke med i finansloven for indeværende år. Det håber jeg bliver anderledes ved næste års finanslov. Vi har i hvert fald spillet ind med såvel analyser som helt konkrete forslag,” slutter formanden.

Du kan læse mere om KS’ og de andre akademikerorganisationers forslag her: Dagpenge - Akademikerne