12. august 2020

Kan din ansøgning blive for kreativ?

/files/assets/news/branding-credits.jpg

Er det en god ide at sende en virkelig kreativ ansøgning, eller skal du holde dig til det velkendte og grundlæggende? Det afhænger både af dig selv, modtageren og den branche du søger ind i. Her får du et overblik over de overvejelser du kan gøre dig.

En Powerpoint, en opdatering på de sociale medier, en video, en fiktiv case eller kampagne, en interaktiv hjemmeside, en ansøgning lavet som et verdenskort eller en reklame købt på Google.

En kreativ/visuel ansøgning og/eller CV kan tage mange former. Du vil signalere, at du kan tænke ude af boksen, har håndværket i orden, og er motiveret nok til virkelig at gøre ansøgningen til noget særligt. Det er i 2020 endda nogle gange et krav, at man vedhæfter en video eller andet til sin ansøgning.
Men er det en god idé at gå i gang med, eller bør man holde sig til det velkendte og grundlæggende? Det er et spørgsmål vi modtager tit i Kommunikation og Sprogs karriereafdeling. Og det er af flere årsager et spørgsmål, der kan være svært at svare på. For det afhænger både af dig, modtageren og ikke mindst branchen. Vi giver dig her et overblik over de vigtigste ting at være opmærksom på, inden du kaster sig ud i den store kreative ansøgning.

1. Hvad er formålet?
Inden du går i gang med en kreativ ansøgning, skal du vide præcis hvad formålet er. En god tommelfingerregel er, at man skal kende en konvention før man bryder med den, og det er også gældende her. Hvad er det din ansøgning kan, som du ikke kunne opnå med et stykke papir og noget god skriftlig formidling? Rammer du ned i et ønske eller krav i jobopslaget? Vil du gerne fremvise en særlig kreativ eller IT-teknisk kompetence? Vil du gerne vise, at du har sat dig ind i virksomhedens grafiske profil?
Hvis du ikke kan give en god forklaring, er det typisk en god idé enten at tænke videre eller at lade være – for den kreative ansøgning er ikke nødvendigvis bedre end den traditionelle, hvis den stjæler opmærksomhed eller ’spilder’ modtagerens tid. Husk, at lige meget hvor kreativ du er, vil virksomheden sjældent bruge mere end et par minutter på dit materiale i første omgang – så det skal være skarpt.

2. Har du fagligheden med?
Nogle gange kan man blive så opslugt i æstetikken og et bestemt grafisk indtryk, at det går ud over kernen i en jobansøgning – at præsentere og sælge din faglighed bedst muligt i forhold til virksomhedens behov. Det kan særligt være en risiko, hvis din ansøgning bliver meget lang eller hvis det centrale budskab udvandes, som for eksempel ved en interaktiv hjemmeside, en 5 minutters videoansøgning eller som sidste side af en case på 15 sider. Sørg for, at det kreative fungerer som supplement til det vigtigste indhold i en almindelig ansøgning: Fokus på hvordan du vil løse arbejdsopgaverne, og din vigtigste motivation for virksomheden og arbejdsopgaven.
Du kan eventuelt kombinere det kreative materiale med en mere almindelig jobansøgning, så du ’når hele vejen rundt’. Mange vedhæfter kreative ansøgninger, porteføljer, cases eller andet som supplement til en traditionel ansøgning, så modtager selv kan vælge hvor meget tid de vil bruge på materialet.

3. Passer det modtagerens profil?
’Kend din målgruppe’ er altid en overvejelse i en motiveret ansøgning, men det er endnu vigtigere, hvis du gerne vil bryde konventionen. Mens en energisk og kreativ video med høj musik måske vil virke til en kreativ startup, vil det nok falde igennem hvis det sendes til et ministerium. Modsat vil en kort, faglig video måske passe godt til en større virksomhed, men virke for passiv til en kommunikationsstilling på et spillested. Det er en god idé at afspejle virksomheden ved at lave en opsætning der matcher deres egen grafiske profil, ligger stilmæssigt i tråd med deres fagområde eller branche, eller måske endda aktivt inddrager et af deres produkter som rekvisit. Dit kreative materiale behøver ikke altid være målrettet specifikt mod en enkelt virksomhed, for det er meget arbejde, men bør altid mindst være målrettet en bestemt type kultur eller branche.

4. Passer det på din profil?
Det er vigtigt at være autentisk, og sørge for at dit kreative materiale afspejler dig selv i lige så høj grad som det afspejler virksomheden. Det kan være nemt at gennemskue, hvis man bare har lånt en god idé, men udtrykket bare ikke virker – hvis du ikke er en overdrevent udadvendt og energisk type, skal du ikke lave en video, hvor du giver udtryk for det. Hvis du ikke selv har nogle IT-kompetencer, vil det nok virke lidt mærkeligt med en interaktiv ansøgning, du har fået nogle andre til at lave.
Prøv i stedet at få din personlighed og unikke faglighed med på en anden måde. Hvis du laver en video, kan du nævne en hobby/fritidsinteresse som er vigtig for dig, en historie eller et billede som siger noget særligt om dig som person, eller en beskrivelse om din relation til virksomheden. Hvis du laver en fiktiv kampagne, så lægt vægt på de ting du altid fokuserer på først. Det vigtigste er, at du i din kreative ansøgning også får noget af dig selv med.

5. Kan det bruges i andre sammenhænge?
At lave noget sjovt og visuelt kan være brugbart også i andre dele af jobsøgningsprocessen. Du kan for eksempel tage det med til en jobsamtale: Visuelle handouts/produktionsplaner eller lignende kan være et sjovt omdrejningspunkt for en dialog. Det kan også bruges løbende til at skabe et personligt brand via delinger på sociale medier, hvor en jobsøgningsvideo på LinkedIn måske kan skabe muligheder du ikke var opmærksomme på tidligere, eller en case kan bruges som baggrund for en artikel om emnet eller metoden. Tænk ud af boksen, ikke bare i forhold til materialet, men også i forhold til, hvordan du vil bruge det. Så ’spilder’ man heller ikke sin tid, hvis der ikke lige var bid på den ansøgning.
Og så til sidst: Det er okay at fejle med en kreativ ansøgning. Nogle gange rammer man skævt eller ved siden af, men det kan man også nemt risikere med en traditionel ansøgning. Alene det at turde prøve signalerer selvtillid og overskud, og kan nemt være nøglen til drømmejobbet. Så det er bare med at komme i gang, hvis du har den gode idé.

Læs her, hvordan du rent grundlæggende kan skrive et CV.

Edit page