Kan din ansøgning blive for kreativ?

Er det en god ide, at din ansøgning er superkreativ, eller skal du hellere holde dig til det velkendte? Det er et spørgsmål, vi modtager tit i Kommunikation og Sprogs karriereafdeling. Alene det, at du prøver med en kreativ ansøgning signalerer selvtillid og overskud, men det afhænger både af dig, modtageren og ikke mindst branchen, om det er den bedste ide. Vi giver dig her et overblik over de vigtigste ting at være opmærksom på, inden du kaster sig ud i det store kreative projekt.

/files/assets/video.jpg
Foto Unsplash

En Powerpoint, en opdatering på de sociale medier, en video, en interaktiv hjemmeside, en ansøgning lavet som et verdenskort, en kopi af deres hjemmeside på skrift eller en reklame købt på Google. En kreativt/visuel ansøgning og CV kan tage mange former. Måske du vil lave en helt særlig og målrettet grafisk profil, aflevere dit materiale på en ny og anderledes måde, eller bruge skæve materialer eller anderledes kanaler til at formidle dit budskab. Du vil signalere, at du kan tænke ud af boksen og er motiveret nok for stillingen til virkelig at gøre den til noget særligt.
Men er det en god idé, eller bør man holde sig til det velkendte? Her får du 5 spørgsmål, du kan overveje, inden du kaster dig ud i det store kreative projekt.

1. Hvad er formålet?
Inden du går i gang med en kreativ ansøgning skal du vide præcis hvad formålet er. En god tommelfingerregel er, at man skal kende en konvention før man bryder med den, og det er også gældende her. Hvad er det din ansøgning kan, som du ikke kunne opnå med et stykke papir og noget god formidling? Hvis du ikke kan give en god forklaring, er det typisk en god idé enten at tænke videre eller at lade være – for den gode jobansøgning er altid bedre end den ’trendy’, og hvis formål og kvalitet ikke er i orden, er der ikke gode chancer for at du slår igennem. Husk, at lige meget hvor kreativ du er, bruger virksomheden stadig kun nogle få sekunder på at læse dit stof.

2. Har du fagligheden med?
Nogle gange kan man blive så opslugt af æstetikken og et bestemt grafisk indtryk, at det går ud over kernen i en jobansøgning – at præsentere og sælge din faglighed bedst muligt i forhold til virksomhedens behov. Det kan særligt være en risiko hvis din ansøgning bliver meget lang, som for eksempel ved en kompliceret interaktiv hjemmeside eller en video. Sørg for, at det kreative fungerer som supplement til det vigtigste indhold i en almindelig ansøgning: Fokus på arbejdsopgaverne, og hvordan du er særligt kvalificeret til at løse dem. Du kan eventuelt kombinere det kreative materiale med en mere almindelig jobansøgning, så du ’når hele vejen rundt’.

3. Passer det til modtagerens profil?
’Kend din målgruppe’ er altid en central overvejelse i en jobansøgning. Men det er endnu vigtigere, hvis du gerne vil bryde konventionen. Mens en energisk og kreativ video med høj musik måske vil virke til en kreativ startup, vil det nok falde igennem, hvis det sendes til et ministerium. Modsat vil en faglig video op ad en hvid væg i stuen måske passe godt til en større virksomhed, men virke for passiv til en kommunikationsstilling på et spillested. Det er en god idé at afspejle virksomheden ved at lave en opsætning der matcher deres egen grafiske profil, ligger stilmæssigt i tråd med deres fagområde eller et produkt de har lavet, eller måske endda aktivt inddrager et af deres produkter som rekvisit. Dit kreative materiale behøver ikke altid være målrettet specifikt mod en enkelt virksomhed (for det er meget arbejde) men bør altid mindst være målrettet en bestemt type kultur eller branche.

4. Passer det på din profil?
Det er vigtigt at være autentisk og sørge for, at dit kreative materiale afspejler dig selv i lige så høj grad som det afspejler virksomheden. Det kan være nemt at gennemskue, hvis man har lånt en god idé, fordi udtrykket bare ikke virker for dig. Hvis du eksempelvis ikke er en overdrevent udadvendt og energisk type, skal du ikke lave en video hvor du danser rundt, eller en grafisk ansøgning fuld af eksplosioner. Prøv i stedet at få din personlighed og unikke faglighed med på en anden måde. Hvis du laver en video, kan du eksempelvis nævne eller bruge en hobby/fritidsinteresse som er vigtig for dig, en historie eller et billede som siger noget særligt om dig som person, eller en beskrivelse af din relation til virksomheden. Det vigtigste er, at du i din kreative ansøgning også får noget af dig selv med.

5. Kan det bruges i andre sammenhænge?
At lave noget sjovt og visuelt kan være brugbart, også i andre dele af jobsøgningsprocessen. Du kan for eksempel tage det med til en jobsamtale: Visuelle handouts/produktionsplaner eller lignende kan være et sjovt omdrejningspunkt for en dialog. Det kan også bruges løbende til at skabe et personligt brand, eksempelvis via delinger på sociale medier, hvor en jobsøgningsvideo på LinkedIn måske kan skabe muligheder du ikke var opmærksom på tidligere. Tænk ud af boksen, ikke bare i forhold til materialet, men også i forhold til hvordan du vil bruge det.

Og så til sidst: Det er okay at fejle med en kreativ ansøgning. Nogle gange rammer man skævt eller ved siden af, men det kan man også nemt risikere med en traditionel ansøgning. Alene det at turde prøve signalerer selvtillid og overskud, og kan nemt være nøglen til drømmejobbet. Så det er bare med at komme i gang, hvis du har den gode idé.