Jobsøgning i coronaens tid
Folk er dialogsøgende som aldrig før, og digitalt vælter forskellige tilbud frem til det isolerede og kontakthungrende folk derhjemme. Det skaber nogle helt unikke muligheder for dig som jobsøgende i denne ellers begrænsende tid.
Verden er forandret, og det kan føles mærkeligt eller nærmest direkte hensynsløst at fortsætte hverdagens gængse gang. For intet er som det plejer. Alligevel skal vi fokusere på, at hverdagen på et tidspunkt kommer tilbage, og derfor skal vi så vidt muligt forsøge at agere efter dette. Altså som vi plejer – bare med afstand. Jobsøgning, som jo godt nok formelt er sat på stand by, skal derfor også forsætte. Men hvordan skal man forholde sig til jobsøgning i denne tid? Det kommer vi i KS Karriere med nogle bud på her.
Uformel networking
”Den er god med jer” tænker du måske, ”her sidder jeg bag skærmen, og så siger I, at jeg skal netværke …” Vi vil slå et slag for Mette Frederiksens one liner om at vise sammenhold ved at holde afstand. I løbet af de sidste par uger er der opstået et hav af uformelle digitale samlingspunkter. Det er alt fra online kurser, samtalerum om kultur til fællessang eller -yoga.
Fælles for de nye digitale samlingspunkter er, at de er nye; der er ikke et prædefineret kodeks for relationen, til gengæld er de opstået af en ægte interesse i at etablere et fællesskab.
Ligesom i alle andre netværkssammenhænge skal du selvfølgelig ikke sparke døren ind i det virtuelle rum og bede dine nye venner om at skaffe dig et job.
Søg ind i disse nye fællesskaber og lær nye mennesker at kende med hvem, du har et interessefællesskab. Byd ind og tag ansvar. Du kan være med til at holde liv i debatten, byde ind med en hjælpende hånd eller tilbyde et lyttende øre. Du kan i kraft af din faglighed om nogen kvalificere, hvordan vi som mennesker interagerer og kommunikerer i et digitalt samfundseksperiment af hidtil uset størrelse.
Virtuel opkvalificering
Folks kreativitet vil ingen ende tage, når det gælder om at finde på tiltag, der kan berige den store mængde af alenetid, vi er udsat for. Både film og onlinekoncerter, men også hjemmetræningsvideoer pryder feedet for tiden. Det er også begyndt at myldre frem med gratis kurser, seminarer og hele forløb på blandt andet LinkedIn og Instragram. Her får du mulighed for at opkvalificere dig inden for digital marketing, grafisk design, brugen af sociale medier og forfatterskab.
Hos KS tilbyder vi naturligvis også webinarer og online kurser i blandt andet mobilvideo, SEO og Wordpress. Se mere her.
Og kig også gerne på vores med tidligere afholdte webinarer her.
Giv en håndsrækning
Mange små virksomheder er udsat for noget af en prøvelse for tiden. Det er ikke dem alle, der har knækket koden for, hvordan de i en eller anden grad stadig kan bibeholde salget, eller også er det bare ikke en mulighed. Måske kan du hjælpe dem?
Der er brug for saglig og lødig kommunikation på flere sprog – og du kan indgå i frivillige samarbejder i mange sammenhænge, hvor der nu mere end nogensinde før er brug for solide kommunikatører og sprogfolk. Det er en mulighed at tilbyde kompetent, næstekærlig og måske gratis hjælp til virksomheder, musikere og så videre, som har brug for en kommunikativ overhaling. Det kan være opsætning af webinarer eller webshop, tilstedeværelse på SoMe eller en ny grafisk identitet. Det gode er, at du samtidig får brugt dine kompetencer og udvidet dit netværk. Og ikke mindst brugt lidt af tiden, der kan virke lang.
Vi har talt med AJKS, der opfordrer dig til at kontakte din A-kasse for at høre nærmere om reglerne for frivilligt arbejde, mens du er ledig.
Arbejd med dit materiale, og gør dig karrieretanker
Det er svært ikke at gøre sig tanker om livet, når man har så meget alenetid på hænderne. Hvorfor ikke kvalificere det lidt? I KS karriere tilbyder vi stadig karrieresamtaler – bare over telefonen, og her kan vi tale om dine kompetencer, ønsker og drømme. Vi kan også tale om, hvor det giver mening, at du opkvalificerer dig. Udnyt også vores tilbud om feedback til at få finpudset CV og ansøgning. Se mere her.