Hvorfor er det godt med en fridag?
De fleste af os cykler rundt i hamsterhjulet til daglig, og forhåbentlig er der nogenlunde balance. Men vores energi stiger først rigtigt, når vi sænker skuldrene og holder vores fridage. Det er tiden, hvor vi alle lader op. Det bæredygtige arbejdsliv handler nemlig i høj grad om work/life-balance, og om at restituere med andre aktiviteter,man holder af end arbejdet.
Af Bitten Kjærgaard og Susanne Sloth, arbejdsmiljøkonsulenter i KS
Debatten om afskaffelsen af store bededag raser. Og bortset fra de overenskomstmæssige spørgsmål og problematikken om indgriben i den danske model, er der en vinkel, som handler om behovet for restitution. De helt særlige afbræk i arbejdsflowet, som vi får med de mærkedage, der betyder noget særligt for danskere. At afskaffe store bededag har nemlig en psykologisk bi-effekt i relation til det bæredygtige arbejdsliv.
Forårshelligdagene har en aura, der næsten er sammenlignelig med juleaften. Mest fordi de ekstra forårsfridage har et sus af traditioner for de danskere, der har mulighed for at holde fri. Mange har sikkert for eksempel store bededag på nethinden som den dag, man er til fodboldstævne med sine børn, den dag man ordner sommerhuset eller inviterer vennerne på varme hveder. Eller bruger forårsfriheden på at komme ud i naturen.
Forskel på fridage og weekender
I forlængelse af ovenstående er der den pointe, at det er der vi faktisk slipper pc’en og holder fri. Det er dér, hvor vi generelt betragtet slipper speederen.
En undersøgelse for nogle år siden viste at det, børn for eksempel glædede sig til juleaften ikke var gaver, men en aften hvor de noterede sig, at familien bogstavelig talt lagde telefonen væk og var til stede.
Det er en af de meget små, men vigtige ”ikke-økonomisk-målbare” effekter af de her forårsfridage, at vi er sammen og holder fri på en anden måde end i almindelige weekender. Det er måske en banal betragtning, men ikke desto mindre noget af det, der betyder, at det her er vigtigt at holde fast i som led i bæredygtigt arbejdsliv med en god work/life-balance.
I vores nyligt udarbejdede lønstatistik blev det tydeligt, at vores medlemmer har mere og mere overarbejde. Hvilket er endnu et incitament til at holde fast i de fridage, hvor vi rent faktisk lægger telefonen og computeren til side.
Restitution fører kvalitet med sig
Vi skal også huske, at det går ud over vores arbejde, hvis vi ikke holder pauser. Vi bliver mindre præcise og effektive i vores opgaveløsning.
Det er livsnødvendigt for os at skifte mellem aktivitet og hvile, hvis vi ikke skal ende med at brænde ud, for mennesket er ikke bygget til at være i konstant aktivitet. Det slider på os og går ud over vores præstation. Når vi holder ferie, er vi for det meste gode til at komme ned i gear og få koblet af. Og vi lover os selv, at vi vil holde fast i de gode vaner og ikke lade os stresse, når vi kommer tilbage på arbejde. Men så rammer hverdagen, og arbejdsopgaverne kommer væltende. Før vi ved af det, er vi igen tilbage i hverdagen, og alt er, som det var før ferien.
Den simpleste måde at holde fast i de gode vaner er ved at huske pauserne og restitutionen – og at holde fast i jævnlige fridage.