1. september 2020

Fire hurtige ting, der er værd at vide om den nye ferielov

/files/assets/news/ferielov-2-credits.jpg

Vi har opdateret kommunikationogsprog.dk med de nyeste informationer og links om den nye Ferielov, der netop er trådt i kraft, så det er nemt og overskueligt for dig.

Du har stadig 5 ugers ferie og på rigtig mange punkter er feriereglerne uændrede. Men der er også kommet helt nye regler om blandt andet optjening og afholdelse af ferie – som det er godt at være opmærksom på.

Her kommer fire ting, der især er værd at vide:

1. Samtidighedsferie
Med den nye ferielov kan du som lønmodtager holde betalt ferie inden for samme år, som ferien optjenes. Ferien optjenes over 12 måneder, og optjeningsåret går fra den 1. september til den 31. august.
 
2. Optjeningsåret og ferieafholdelsesperiode
Ferien optjenes over 12 måneder (1. september til 31. august) men kan afholdes over en periode på 16 måneder (fra den 1. september til den 31. december året efter). Det vil sige i optjeningsåret plus de følgende fire måneder. Det hedder ferieafholdelsesperioden. Du kan kræve, at minimum fire uger placeres inden for optjeningsårets 12 måneder.
 
3. Fem ugers ferie
I den nye ferielov har du, ligesom tidligere, ret til 25 dages ferie om året. Det svarer til, at du optjener 2,08 feriedage om måneden eller 0,07 feriedag pr. dags beskæftigelse.
 
4. Forskudsferie
Du kan holde ferie på forskud. Hvis du vil holde ferie på et tidspunkt, hvor du ikke har optjent tilstrækkeligt med feriedage, er der mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at du ’låner’ feriedage til at afholde betalt ferie.

Læs mere om den nye Ferielov og hold dig opdateret her

Edit page