8. november 2021

5 tips når du vil fremhæve din motivation i ansøgning og CV

03. juni 2020

Få ting er vigtigere end motivation, når det handler om at sælge sig selv. Men hvordan får du din motivation til at lyde autentisk, hvis du i virkeligheden ikke kender ret meget til virksomheden eller jobbet på forhånd? Hvis det føles kunstigt eller uærligt giver Kommunikation og Sprogs karriereafdeling dig her 5 tips til, hvordan du kan få motivationen til at skinne igennem.

1. Drop standardansøgningen og de generelle udtalelser
Det absolut vigtigste for at fremhæve sin motivation er, at virksomheden føler sig talt til, og at kommunikationen virker målrettet netop mod den. Det er nemlig meget nemt for en virksomhed at gennemskue, når man i en standardansøgning har sætninger eller paragraffer, som lige så godt kunne være rettet mod enhver anden stilling. I en ideel verden vil du gerne have, at nærmest hver eneste sætning virker målrettet et bestemt behov for virksomheden. Derfor er det næsten mere til besvær end det er til gavn at skulle arbejde ud fra en skabelon. Derfor skal du starte forfra med din ansøgning hver gang, så du sikrer at alt din tekst er målrettet jobopslaget og virksomheden.

2. Research, research, research
Som i alle jobsøgningsprocesser, handler det om at imødekomme virksomhedens ønsker og behov. Og for at kunne fremstille din motivation overbevisende, må det tage udgangspunkt i virksomheden, dens kunder og dens brand. Læs deres hjemmeside med fokus på kunderne, projekter, mission statement og kerneydelse. Nærlæs jobopslaget, og læg mærke til hvilke fagområder der er i fokus, hvordan de er italesat, og hvad ambitionen er for ansættelsen. Slå virksomheden op på sociale medier og se, hvilken tone der bliver brugt, hvilke kampagner og der kører og hvilke platforme de er på. Gennemgå nyheder og seneste projekter, hvilke kampagner, resultater eller andet der har fyldt indenfor det sidste år. Og bemærk generelt alt, som vækker en oprigtig interesse hos dig. Hvad er interessant ved virksomhedens, dens produkter, og måder at være på? Hvordan skiller den sig ud fra dens konkurrenter? Hvad er planerne for fremtiden, og hvad er de i gang med lige nu? Alt som du kan bruge til at skrive en helt konkret, målrettet tekst som signalerer, at du har gjort din research og har forberedt dig. Det tager noget tid, men det er noget af det bedste tid at bruge. 

3. Fokuser på din faglige motivation
Din faglige motivation handler om, hvorfor du er motiveret af den konkrete stilling og dens opgaver. Så brug her din research og forarbejde: Er der nuværende eller tidligere kunder, du synes det kunne være spændende at samarbejde med? Har virksomheden lavet projekter du synes var spændende? Er der opgaver i stillingsopslaget, du er særligt motiveret af, og har idéer til at gå hurtigt i gang med? At udtrykke sin faglige motivation signalerer, at du har både den faglige ballast til at positionere dig i forhold til opgaverne i stillingen, har en interesse for stillingen og dens fagområde, og kan gå i gang hurtigt med at løse netop deres udfordringer. 

Den faglige motivation er typisk god at indarbejde i starten af din ansøgning, som en stærk introduktion og match mellem dig og virksomheden, og i din faglige profil i dit CV. 

4. Fokuser på din personlige motivation
Din personlige motivation handler om, hvorfor og hvordan du personligt kunne se dig selv som en del af virksomheden. Står den for en sag eller et produkt, som du også brænder for? Er den del af en branche, som du føler dig motiveret for også at være en del af? Har den en særlig størrelse, struktur eller historie, som du synes er spændende? Den personlige motivation behøver ikke et fagligt udgangspunkt, men handler om at signalere, at du tror at du vil passe ind i virksomhedens kultur og sociale omgangskreds, og kan se dig selv være hos virksomheden i en længere periode. Du kan også fremhæve en kvalitet ved dig selv som person, som du tror vil passe godt ind i virksomhedens kultur. 

Den personlige motivation er typisk god at have i slutningen af ansøgningen, så fokus er på det faglige, men så du virker som en engageret kollega og en person de har lyst til at kalde til en samtale. 

5. Tag en chance
Der er sjældent en andenplads når det kommer til jobsøgning, og det handler derfor også om at turde prøve nogle nye ting af, også når det kommer til formidling af ens interesse og motivation. Måske du kan fortælle en historie om din tilknytning til virksomheden eller dens fagområde, måske du kan grafisk opdatere din ansøgning så den matcher virksomhedens brand, eller måske du kan udfordre noget du har læst på deres hjemmeside. Det skal selvfølgelig ikke være karikeret eller overdrevet, men det signalerer, at du har lagt ekstra tid og forberedelse i at ramme helt skarpt på netop deres profil. Og det betaler sig.

Læs her for at få endnu mere inspiration til dit CV.

Edit page