KairoS SDU søger frivillige med interesse for SoMe og projektledelse
Om KairoS SDU
Studenterorganisationen KairoS SDU er et netværk af studerende inden for kommunikation, sprog og marketing på SDU. I KairoS SDU har vi blandt andet holdt arrangementer som Tips til at få studiejobbet, Bliv klog på reklamebranchen, Workshop om eksamensangst, samt Rundvisning og ølsmagning på Albani Bryghus og Julehygge på Storms Pakhus.
Kort fortalt: Det er kun fantasien, der sætter grænser. Vi arrangerer events, som vi selv finder interessante som kommunikation-, sprog- og markedsføringsstuderende, da vi i bestyrelsen selv er en del af vores målgruppe. De tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer har været/er blandt studerende på Medievidenskab, IVK, Dansk, Negot og Cand.merc.
Hvad er fordelene ved en frivillig bestyrelsespost i KairoS SDU?
Som frivilligt bestyrelsesmedlem i KairoS SDU kan du påtage dig lige den rolle, du ønsker - om det er formand, næstformand, eventkoordinator, SoMe-ansvarlig, tekstforfatter, projekt- eller økonomiansvarlig.
Vi tilbyder dig altså en optimering af dine kompetencer, dit CV, samt et nyt netværk af både studerende og spændende profiler fra erhvervslivet.
Vi står selv for al markedsføring, SoMe-produktion, samt planlægning og afvikling af vores events. Der er derfor rig mulighed for at skifte mellem rollerne, så du får afprøvet alle aspekter af at drive en studenterorganisation.
Vi leder efter dig, som:
Er studerende på SDU
Har interesse for kommunikation, sprog og/eller marketing
Har lyst til at forbedre dit CV markant med en masse erhvervsrelevante kompetencer
Ønsker at være med til at øge kendskabet til KairoS og deltage aktivt i processerne
Er eller har lyst til at blive medlem af fagforeningen Kommunikation og Sprog - hvis du ikke allerede er medlem, kan du nemt blive det, og man har 12 måneders gratis medlemskab.
Vi søger frivillige bestyrelsesmedlemmer fra dags dato, så tøv ikke med at sende os en kort ansøgning, og så tager vi en kop kaffe.
Hvis du har nogle spørgsmål, så skriv til kairos-SDU@kommunikationogsprog.dk eller ring på 3348 8924.