KairoS AU søger frivillige med interesse for SoMe og eventplanlægning
KairoS er et socialt og fagligt fællesskab for studerende indenfor kommunikation, sprog og marketing. Vores formål er at skabe et netværk for og af studerende, til gavn i dit studieliv og dit fremtidige arbejdsliv. Det gør vi blandt andet ved at arrangere spændende events for andre studerende - senest har vi stået for arrangementerne "Sådan bliver du klar til kommunikationsjobbet!", "Virksomhedsbesøg hos Bestseller", "Få styr på LinkedIn som studerende" og "Adobe Premiere Pro - bliv god til videoredigering".
Nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer har blandt andet læst Marketing and Management Communication, It, Kommunikation og Organisation, IVK og Nordisk Sprog og Litteratur.
Hvad er fordelene ved et frivilligt bestyrelsesarbejde hos KairoS?
Som frivilligt bestyrelsesmedlem i KairoS AU kan du påtage dig lige den rolle du ønsker, om det er som eventkoordinator, SoMe-ansvarlig, tekstforfatter, økonomiansvarlig eller noget helt femte.
Vi står selv for al markedsføring, SoMe-produktion samt planlægning og afvikling af vores events, og der er derfor rig mulighed for at skifte mellem roller, så du får afprøvet alle aspekter af at drive en studenterorganisation.
Vi tilbyder dig altså en optimering af dine kompetencer og dit CV samt et nyt netværk af AU studerende, og ikke mindst kontakter til erhvervslivet.
Hvert år inviteres du til en forkælelsesdag for alle KS's frivllige, hvor der er rig mulighed for at netværke med andre medlemmer og blive forkælet med middag og hotelophold.
KairoS AU er en del af et landsdækkende netværk af i alt seks studenterorganisationer, der alle mødes til en inspirationsdag én gang om året i København.
Hvem er du?
Du er studerende på AU
Du har interesse for kommunikation, sprog og/eller markedsføring
Du har lyst til at forbedre dit CV markant med en masse erhvervsrelevante kompetencer
Du kan afsætte i gennemsnit cirka 5-15 timer månedligt (mindre i eksamensperioder)
Du ønsker at være med til at øge kendskabet til KairoS og deltage aktivt i processerne
Du er, eller har lyst til at blive, medlem af fagforeningen Kommunikation og Sprog - hvis du ikke allerede er medlem, kan du nemt blive det og man har 12 måneders gratis medlemskab.