Var det godt at komme tilbage på job efter ferien – eller?
Når ferietiden melder sig over det ganske land, er der fuldt fokus på, hvordan man skal huske at lukke ned for opgaver og geare ned, ikke kigge på mails i ferien, ikke tænke (for meget) på arbejde og så videre. Der er masser af gode råd. Men ferien går hurtigt og der er også brug for gode råd om at vende tilbage på jobbet. Dem får du her.
Foto: Paul Gilmore
Ferien virker ofte til at stryge af sted, og pludselig er man tilbage i hverdagen med stramme deadlines, møder og planlægning af både arbejdsdagen og privatlivet. For nogles vedkommende bliver ferien også brugt til at fundere over arbejde. Går det som det skal? Er man en anelse træt af arbejdet – træt af chefen? Træt af kolleger? Er der noget man gerne vil lave om på, når man kommer tilbage? Får man ligefrem kuldegysninger over at skulle tilbage, så er den altså gal.
I den optimale situation vil man glæde sig til at begynde på arbejdet, til at tage fat på opgaverne og til at komme tilbage til det forhåbentlige gode samarbejde med chefer og kolleger.
I KS får vi typisk henvendelser efter ”ferie slut – arbejd begynd” fasen. Nogle medlemmer vil gerne have en snak om, hvordan de kan påvirke eller ændre forhold på arbejdet, der ”irriterer” eller faktisk fratager både glæde og motivation. Vi er glade for at medlemmerne henvender sig, og vi er glade for de samtaler, vi har om trivsel.
Test din arbejdsglæde med vores Trivselsbarometer
Her vil vi gerne opfordre KS medlemmerne til at bruge vores Trivselsbarometer på hjemmesiden. Barometret er tænkt som en hjælp til, at man i tide kan se tegn på at ”noget knirker”. Alt for mange KS’ere henvender sig sent i forløbet, når problemerne har tårnet sig op, og det kan være svært at finde en udvej eller løsning. Brug barometret - måske en gang hver anden måned – og tag temperaturen på din arbejdssituation. Kontakt os endelig – hellere for tidligt end for sent.
Kommer du frem til, at din glæde ved arbejdet måske ikke længere er så stor, som den har været, så er det en idé at handle, før spiralen bevæger sig ned. Det er ofte ikke den bedste løsning febrilsk at søge væk fra arbejdet og forsøge at finde hvilket som helst nyt. Et par gode råd kan være:
1) Handler det om dine arbejdsopgaver? Så sæt dig ned og lav en plan for, hvilke arbejdsopgaver du gerne vil bruge mere tid på eller hvilke nye du gerne vil have. Præsenter et konkret oplæg for din leder. Du har ikke så meget at tabe. Læs vores artikel om jobcrafting her.
2) Handler det om dine kolleger? Ovenstående øvelse kan måske være behjælpelig her også. Får du mulighed for nye arbejdsopgaver, er det også muligt, at du får nye kolleger at arbejde tæt sammen med.
3) Handler det om din chef? Det er vigtigt ikke at begynde at pege fingre, for folk har som oftest en god grund til at handle som de gør. Vil du have en dialog med din chef, må du blive på egen banehalvdel. Sæt ord på, hvordan du oplever situationen, og hvad dine behov er. Det er klart det mest konstruktive.