18. april 2018

Tak for roserne

KS-medlemmerne er generelt meget tilfredse med de medlemsydelser som vi tilbyder. Det viser den nyligt gennemførte medlemsundersøgelse. Vi takker de mange medlemmer, der har svaret, også for de rigtig mange kommentarer og forslag til nye tiltag.

1.209 medlemmer, svarende til 20 procent af de erhvervsaktive, der er blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen, har svaret på KS’ medlemsundersøgelse, som vi sendte ud tidligere på året.

Det er første gang KS’ medlemsundersøgelse er blevet gennemført af MSI Research. Derfor kan vi ikke sammenligne dette års resultater med tidligere års målinger, men MSI udfører også medlemsundersøgelser af en lang række andre AC-organisationer og sammenlignet med dem, ligger KS’ resultater generelt væsentligt over gennemsnittet.

Medlemstilfredsheden og loyaliteten blandt KS-medlemmerne ligger i MSI’s måling på indeks 79, en score der anses som høj og som er blandt de højest målte scorer for de AC-organisationer, som MSI foretager målinger for.

De seks indeksområder, som påvirker medlemmernes tilfredshed og loyalitet vurderes ligeledes højt af KS-medlemmerne. Rådgivning vurderes højest med 85 indekspoint, mens interessevaretagelse vurderes lavest med indeksscore 73. En score på 73 er dog fortsat en høj score.

Vi takker alle jer, der har medvirket for, at I ville bruge tid på det. Jeres forslag og kommentarer skal bruges til at gøre vores indsats over for medlemmerne endnu bedre.

Edit page