Tager vi udviklingen af CommTech alvorligt nok?

/files/assets/cathrine/Cathrine-Holm-Nielsen-Januar-2022-12_credits.jpg

Smag på ordet: CommTech – er det et fast udtryk i din kommunikationshverdag? Og hvis du er klar over, at det er en fancy forkortelse for communication technology à la MarTech (marketing technology) eller Adtech (advertising technology), har du så forholdt dig til, hvad det egentlig dækker over?

Af Cathrine Holm-Nielsen, forperson i KS

Jeg er på det seneste stødt på flere slående – og lidt bekymrende – statistiker over tilgangen til meget af den nye teknologi, som kunne være relevant som en del af kommunikationsafdelingens/kommunikatørens arbejdsredskaber.

Emma Christensen, forsker på RUC, præsenterede på den just overståede ECREA-konference et mindre kvantitativt studie af den fremtidige brug af AI blandt kommunikatører, hvor de fleste interviewpersoner forventede, at AI ville have stor indflydelse på kommunikationsfaget. De forventede dog i langt mindre grad, at det ville berøre deres egne organisationer. Kun én ud af seks følte sig velbevandrede indenfor AI teknologi og endnu færre brugte AI værktøjer i deres arbejde på nuværende tidspunkt.

Til en faglig dag hos Mærsk med en del af cremen af Danmarks kommunikationsforskere nævnte Signe Nørholm Just følgende tal fra hendes egen forskning:

Kun 36% svarede, at de fulgte udviklingen i CommTech tæt. Men over halvdelen (55%) forventede, at teknologien vil ændre netop deres faglige område.

Hvis tallene er repræsentative, står det ærlig talt lidt sløjt til med den teknologiske adoption ude i kommunikationsafdelingerne. Kan man virkelig forsvare ikke at følge med i udviklingen af noget, som man forventer kommer til at ændre måden, vi arbejder på som kommunikatører?

Den umiddelbare årsag er jo nok, at det er nemmere at lade være. Udfordringerne med at implementere teknologi i kommunikationsarbejdet er mange: adgang til nødvendige investeringer, etiske overvejelser, manglende kompetencer, interessenters manglende accept, nedskæringer i kommunikationsjob etc. Og de udfordringer er bestemt ikke ubetydelige. Hvorfor skulle man implementere en teknologi som enten gør én arbejdsløs, eller, som har etiske problematikker indbygget, hvis den ikke bruges på forsvarlig vis? Vejen til den sofistikerede brug af CommTech er strøet med usikkerheder.

Omvendt ligger der afgjort et stort potentiale her. Potentiale for endnu mere nuanceret at kunne dokumentere og tracke kommunikationsindsatsen, potentiale for at forbedre brugeroplevelser, potentiale for at frigøre ressourcer, der i dag bruges på repetitive opgaver, potentiale for at udnytte kommunikatørens menneskelige kundskaber til mere komplekse opgaver og for at give plads til, at kvalitet, etik og potentielle risici vurderes af kommunikatøren.

Og i direkte forlængelse af det dukker spørgsmålet op: hvordan tager vi som kommunikatører ansvar for, hvordan teknologien bruges i vores fag? Ikke noget enkelt spørgsmål, som der ikke skal gives et udtømmende bud på her, men dog afslutningsvist en indledende tanke.

Måske starter det med vores nysgerrighed og generelle mindset i forhold til udviklingen af CommTech. Hvis vi skal være i stand til at italesætte både fordele og ulemper og udvikle vores teknologiske færdigheder, skal vi begynde at bruge teknologien i højere grad. I stedet for at ’vente på at den kommer og ændrer vores felt’. Det kunne for eksempel være i mindre eksperimentelle tiltag, der samtidig er med til at udvikle vores digitale kompetencer. Alt sammen fordrer det, at vi taler mere om teknologien, at vi udforsker og undersøger i praksis, og at vi er komfortable med usikkerheden i det.