15. marts 2018

Støt borgerforslag: Send konfliktpengene tilbage til velfærden

KS-formand Per Lindegaard Hjorth er medstiller på et Borgerforslag, der foreslår at Folketinget opretter en velfærdspulje, så de sparede lønudgifter i forbindelse med strejke og lockout bliver ført tilbage til de arbejdspladser, der er ramt af konflikt. Se hvordan du støtter forslaget her.

Når det offentlige område rammes af konflikt, sparer arbejdsgiverne penge til løn, mens borgere oplever dårligere offentlig service og de offentligt ansatte mister deres lønindtægt.

KS-formand Per Lindegaard Hjorth står sammen med blandt andet Akademikernes formand Lars Qvistgaard, FOA-formand Dennis Kristensen og DM-formand Camilla Gregersen bag et borgerforslag, som foreslår at Folketinget opretter en velfærdspulje, så de sparede lønudgifter i forbindelse med strejke og lockout på statslige, kommunale og regionale arbejdspladser, bliver ført tilbage til de arbejdspladser, der er ramt af konflikt.

Per Lindegaard Hjorth :

"Jeg synes det er vigtigt og rigtigt at penge til velfærd bliver i systemet og derfor skal den løn som arbejdsgiverne sparer ved en eventuel konflikt på det offentlige område, gå tilbage til velfærden. Jeg vil derfor opfordre alle KS-medlemmer til at gå ind og støtte borgerforslaget".

Alle borgere med stemmeret til folketingsvalg kan stille et forslag på borgerforslag.dk, hvis mindst 3 personer vil være medstillere på forslaget og det overholder reglerne. Hvis 50.000 borgere med stemmeret til folketingsvalg herefter støtter borgerforslaget, kan det blive fremsat som beslutningsforslag, behandlet og stemt om i Folketinget. Stillerne bag borgerforslaget om en velfærdspulje har dog ambitioner om, at det skal gå væsentligt hurtigere – de satser på at nå de 50.000 inden for 5 dage.

Støt borgerforslaget her

I forslaget skriver de:
’En konflikt på det offentlige område betyder, at mange borgere og virksomheder ikke vil få løst en række offentlige opgaver og velfærdsydelser. Lockouten vil – også på længere sigt – betyde længere ventelister på sygehusene, en forsinket dyrekontrol og udskudte eksamener på skoler, gymnasier og universiteter mv.
For de offentligt ansatte, og for os som ansvarlig fagbevægelse, er det vigtigt, at vi gør alt for at genoprette kvaliteten i den offentlige sektor, når en evt. konflikt er overstået, så vores medborgere ikke bliver ramt mere end højst nødvendigt.
Derfor foreslår vi, at der bliver oprettet en pulje, der skal håndtere eftervirkningerne af en konflikt i hele den offentlige sektor. Igennem denne pulje skal de lønkroner arbejdsgiverne sparer ved en konflikt tilbageføres til de ramte arbejdspladser, så snart konflikten er overstået. Teknisk kan man pålægge kommuner, regioner og stat, at midlerne forbliver og bruges på området.
Velfærdspuljen skal sikre, at de sparede lønkroner ikke bliver brugt til besparelser, men at borgerne derimod får den velfærd, som de er blevet stillet i udsigt i kommunale og regionale budgetter og finansloven.’

Edit page