22. september 2021

Skal du skrive den skarpe jobansøgning? Sådan laver du din research

/files/assets/news/research.jpg

Du kan ikke skrive en god jobansøgning uden at lave god research. Længere er den ikke. Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her de 5 platforme du bør researche, inden du går i gang med at skrive din ansøgning.

Jobsøgning er en proces som handler om at skabe det skarpest mulige match mellem dig og en virksomhed, og det kan man ikke gøre uden effektiv forudgående research. For hvis du skal fremstå som den motiverede og fagligt rigtige kandidat, skal du skrive dig ind i stillingens opgaver, afdeling, samarbejdsflader og branche. Og så vil research også være særdeles brugbar, når du skal forberede dig til en eventuel jobsamtale.
Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her de 5 platforme du bør researche, inden du går i gang med at skrive din ansøgning.

1. Jobopslaget
Jobopslaget er både det nemmeste og det bedste sted at starte din research: Det kan i mange tilfælde have næsten al det der er vigtigst at vide. Start med at kortlægge den vigtigste information: Virksomheden, arbejdsopgaverne og deres forventninger til dig som kandidat. Men fokuser også gerne på den uddybende information, som du måske overser: Hvilken afdeling skal man sidde i, hvilken branche er virksomheden i, og hvad lægger de selv vægt på i beskrivelsen af dem selv.
Du kan også overveje at gå tilbage og læse tidligere jobopslag fra samme virksomhed, hvis du kan finde stillingsopslag af ældre dato. Det kan give dig et indblik i de andre jobfunktioner i virksomheden, og en mere detaljeret forståelse for den type arbejde der foregår i afdelingen.

2. Hjemmesiden
Det næste sted at kigge er deres hjemmeside, som ofte kan have brugbar uddybende information om virksomheden. Kig efter hvad de i forvejen gør på nogle af de områder der nævnes i stillingsopslaget: Hvis du skal arbejde med deres nyhedsbrev, hvordan ser deres nuværende nyhedsbrev så ud? Hvis du skal arbejde med kampagner, hvordan er deres tidligere kampagner så udført? Hvis du skal arbejde med sprog, hvilken tone bruger de så overfor deres kunder? Hvis du kan referere til deres praksis og enten rose eller kommentere deres arbejde, signalerer du både fagligt overskud og at du har gjort din research.
En anden relevant vinkel kan være at kigge efter afsnit om virksomhedens værdier, udviklingsmål, kerneydelse, formål eller lignende. Dem kan du også bruge til at beskrive, hvordan du ønsker at støtte op om det, virksomheden selv synes er vigtigst.

3. De sociale medier
Det er også en god idé at følge virksomhedens sociale medier. Hvis stillingen involverer at innovere eller opdatere eksisterende kanaler, er det selvfølgelig en kæmpe fordel at have dannet sig et indtryk af indhold, sprog og strategi. Men de sociale medier er også ofte gode platforme til at læse sig ind på virksomheden på et mere generelt plan. Hvilket sprog bruger de på deres Facebook? Hvor ofte opdaterer de deres LinkedIn, og med hvad?
Du kan også bruge de sociale medier til at lære mere om de ansatte i den afdeling du skal sidde i, og researche lidt om dem, der skal behandle din ansøgning. Det kan både give dig noget information om den type profiler de måske typisk går efter, men også være brugbart, hvis du senere skal til en jobsamtale.

4. Kunder/samarbejdspartnere/branche
Endelig kan der være af værdi at læse mere om, hvad andre skriver om virksomheden, hvilke virksomheder de samarbejder med, og hvad deres renomé generelt er indenfor branchen. Er virksomheden en ledende aktør lokalt, nationalt eller internationalt? Har de produceret nogle kampagner eller produkter, som de er særligt berømte for? Hvis du ikke kan finde noget på deres egne platforme, så sørg gerne for at afprøve nogle forskellige Googlesøgninger og se om du kan finde noget. Det kan signalere en særlig grad af overskud, hvis du kan kommentere konkret på nogle af deres succeshistorier. Og gerne fremadrettet, hvis du kan se dig selv være en del af dem i fremtiden.

5. Ring!
Er der spørgsmål du stadig ikke har fået besvaret, efter du har lavet alle andre typer research? Så vær aldrig bange for at ringe. Muligheden er der netop for, at du kan få besvaret aktuelle spørgsmål som du ikke kan få besvaret andre steder. Måske er du nysgerrig på, hvordan opgaverne i stillingsopslaget er prioriteret, måske nævner de et aktuelt projekt som ikke fremstår på deres hjemmeside endnu, eller måske fremstår det ikke klart, hvem du vil samarbejde med eller hvilken afdeling du vil sidde i. Under alle omstændigheder skal du ikke holde dig tilbage – hvis du har et godt spørgsmål at stille, spilder du aldrig deres tid.

Edit page