19. januar 2021

Sådan kommer jeg igennem corona

/files/assets/news/anne-rasmussen-credits.jpg

Udfordringen er at holde fri, når man har fri, og kollegerne er også savnet, men ellers er Anne Rasmussen, digital kommunikationsmedarbejder i Byrådssekretariatet i Billund Kommune, foreløbig kommet godt igennem coronakrisen. Hun fortæller om sin hverdag med hjemmearbejde i denne artikel, som er den første af en række artikler i torsdagsnyhedsbrevet om, hvordan KS-medlemmerne tackler coronakrisen.

”Min kæreste og jeg har nu for anden gang indlogeret os i mine svigerforældres sommerhus, hvor vi også boede under nedlukningen i foråret. Her i anden omgang kom vi herop i forbindelse med julen, og vi endte med at holde nytår her, bare mine svigerforældre, et par venner og os, fordi alt andet blev aflyst, og så er vi blevet her siden,” fortæller Anne Rasmussen, der også er formand for KS Region Midtjylland.

”Det kan lade sig gøre, fordi vi er gode til at være sammen og give hinanden plads, og så skaber det gode rammer om en hverdag for os alle. Vi har hver vores gøremål, min kæreste og jeg arbejder og mine svigerforældre har forskellige andre aktiviteter. Min svigerfar er ved at skrive sine erindringer -  han er gammel skolelærer, præst og foredragsholder, og min svigermor får ordnet diverse praktiske ting, efter de er flyttet permanent ind i huset, strikker på livet løs, bager og så videre. Vi forsøger at mødes til frokost og også at gå tur næsten hver dag. Det lykkes dog ikke altid, så begge dele kunne vi godt være bedre til.”

Anne Rasmussen var allerede fortrolig med det digitale inden corona, så det har ikke været svært for hende at vænne sig til, og hun har trivedes med hjemmearbejdet fra dag et.
”Selvom jeg savner mine kolleger, så håber jeg, at vi kan have en fleksibilitet, så vi fortsat har får øget mulighed for at arbejde hjemme, når coronahjemsendelsen er overstået,” fortæller Anne, som er en del af et kommunikationsteam med 3 faste medarbejdere og en journalistpraktikant.

”I begyndelsen havde vi rigtig travlt med corona-relaterede opgaver, og vi har fortsat rigeligt at lave, så vi lægger alle sammen mange timer. Vi holder digitalt redaktionsmøde hver mandag, ligesom vi gjorde, da vi mødtes fysisk. Vi har altid været gode til det sociale, og det er tydeligt, at vi har haft brug for at holde fast i det på den måde, vi kan det nu. Hver torsdag har vi onlinemorgenbrødsssamling med hele afdelingen, og vi holder også onlinefrokost hver 14. dag. Vores arbejdsmiljøorganisationrepræsentant har for nylig arrangeret 10 minutters online motion hver dag, og det bakker min nærmeste leder op om, men det kunne godt være mere synligt om topledelsen også kan se gevinsten i det, så der savner vi noget klar kommunikation.”

”Vi ser det alle som en gave, at vi kan være sammen her i sommerhuset, som faktisk i mellemtiden er blevet mine svigerforældres helårsbolig,” slutter Anne Rasmussen.

Edit page