16. juni 2019

Præstationsløn kan påvirke psykisk helbred

/files/assets/news/nik-shuliahin-251237-unsplash.jpg

Antallet af recepter på medicin mod depression og angst til medarbejdere stiger, når virksomheder indfører en eller anden form for præstationsløn. Det viser ny forskning fra Aarhus BSS.

Foto: Nik Shuliahin

Der kan være mange grunde til at, at en virksomhed går fra fast aflønning af sine medarbejdere til mere konkurrencebetonede aflønningsformer som for eksempel præstationsløn.

Men én ting er sikkert; det kan påvirke medarbejderne. Og i mange tilfælde påvirker det medarbejderne negativt i form af øget risiko for depression, stress og angst.

Det er resultatet er af et nyt, omfattende studie foretaget blandt 1.309 danske virksomheder og deres i alt 318.717 fuldtidsansatte medarbejdere, hvor man i perioden 1996-2006 har sammenholdt data om lønforhold, demografi og medicinske recepter.

2.000 flere personer på recept

Blandt de medarbejdere, der oplevede en overgang til præstationsløn, betød det et øget forbrug af medicin mod angst og depression på mellem fire og seks procent i forhold til andre virksomheders medarbejdere. I absolutte tal betyder det godt 2.000 flere patienter med recepter mod angst og depression.

”Vi kan se, at indførelsen af præstationsløn påvirker en del medarbejderes mentale sundhed. Især medarbejdere over 50 år er udsatte, hvilket både kan skyldes, at ældre medarbejdere er mindre modtagelige for strukturelle ændringer i jobbet, og at de er mindre jobmobile og dermed har sværere ved at finde andet arbejde,” siger professor Michael S. Dahl, Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS i en pressemeddelelse.

Han har lavet studiet sammen med professor Lamar Pierce, Olin Business School i St. Louis, USA, og resultatet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Academy of Management Discoveries.

”Undersøgelsen viser desuden tydelige tegn på, at medarbejdere med tendens til depression eller angst i højere grad søger mod andet arbejde, når deres virksomhed indfører præstationsløn. Og det er i helt særlig grad kvinderne, der søger mod andre job, mens mændene i højere grad forbliver i jobbet,” forklarer Michael S. Dahl.

Edit page