8. december 2022

OK23 er en oplagt anledning til at sikre fuld løn under øremærket barsel

/files/assets/mikael-stenberg-hp5bznfpimu-unsplash.jpg
Foto Mikal Stenberg

Hvis de intentioner om ligestilling, der ligger bag loven om øremærket barsel, skal indfries, skal det sikres, at begge forældre bibeholder deres løn under barslen, mener KS forperson Cathrine Holm-Nielsen.

”OK23 er en oplagt anledning til at til at få kigget på mulighederne for at sikre fuld løn for begge forældre i hele orlovsperioden. Målet er at fremme ligestillingen og det er et godt mål. Men vi er først rigtigt på vej, når fuld løn er sikret som minimum i de øremærkede perioder af barslen til begge forældre", siger KS forperson Cathrine Holm-Nielsen.

Med den nye barselslov, der trådte i kraft i august i år, blev det lovbestemt, at barslen for lønmodtagere deles, så 11 uger ud af de i alt 52 uger orlov er øremærket hver af forældrene, men der følger ikke en lovbestemt lønret med.

”Fuld løn for alle forældre under hele barslen er af stor betydning for den enkelte familie, og det er et vigtigt skridt i forhold til ligestillingen. Men der er en udfordring, når det kommer til aflønningen under orlov, særligt når det gælder mange privatansatte KS´ere, som er ansat under Funktionærloven. Som det er nu, er fædrene slet ikke nævnt med en lønret i Funktionærloven, mens mødrene er sikret ret til halv løn 4 uger før fødslen og 14 uger efter fødslen.”

”Blandt større private både danske og internationale virksomheder har man allerede i nogle tilfælde fulgt op og giver løn til mændene. Det gælder virksomheder som for eksempel Deloitte, Bruun & Hjejle, ABB og Group M. Vi kan håbe på, at flere vil følge det eksempel, når vi når OK23,” siger Cathrine Holm-Nielsen.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med dine vilkår under barsel, er du velkommen til at kontakte os i KS. Skriv til os her.

Edit page