OK18: Skuffelse og – trods alt – håb
Natten mellem tirsdag og onsdag forlod LO-grupperne på det regionale område reelt musketereden og indgik forlig med RLTN (Danske Regioner). Akademikerne og FTF-grupperne holdt derimod fast i, at en løsning for alle betyder, at alle knaster skal høvles ned. Derfor er der stadig ikke indgået forlig for blandt andet KS’erne i regionerne.
Forhandlingerne fortsætter i dag, onsdag den 25. april. For langt de fleste offentligt ansatte er det derfor stadig ikke afgjort, om vi ender i forlig eller forlis.
KS’ formand, Per Lindegaard Hjorth siger:
“Vi har lagt meget energi i og brugt meget tid på at skabe fundamentet for, at vi i forhandlingerne har kunne stå skulder ved skulder. Det er dét, som har presset arbejdsgiverne, og det er også det, som har lagt fundamentet for den aftale, som LO-forbundene på det regionale område nu har indgået. Derfor er jeg også mildt sagt skuffet over, at der er nogle, som ender med at springe i målet. Jeg har naturligvis respekt for, at Dennis Kristensen & Co. vurderer, at det forlig, de nu har indgået, er godt nok for deres medlemmer. Men det lyder pludselig temmelig hult, at de tidligere har været sammen med os andre om en løsning for alle”.
Formanden har dog ikke opgivet håbet:
”På trods af nogle af de kommentarer der har været fremme i medierne, har vi gennem hele processen arbejdet for en løsning for alle. Det gør vi stadig. Og det håber jeg virkelig vil lykkes”.