OK18: Hvad er op og ned i forhandlingssituationen lige nu?
De afgørende uenigheder i forhandlingerne om en ny offentlig overenskomst handler om økonomi og om, hvor mange penge der skal bruges til de offentligt ansatte i de kommende tre år. Det er endnu ikke muligt at sige, om eller hvornår man når frem til et resultat. Men de afsluttende forhandlinger er i gang.
De afsluttende forhandlinger om en ny offentlig overenskomst er indledt i staten, hvor alle kigger hen, fordi statens område betyder meget, også for de andre områder. I kommunerne og regionerne er forhandlingerne derfor sat på stand-by, indtil man ved, hvad der sker i staten.
Ud over spørgsmålet om løn er der naturligvis også andre emner, der skal falde på plads, og også på disse områder er der mange uenigheder, der skal finde deres løsning.
Efterhånden som tiden går, uden at der er et resultat, rykker en konflikt også tættere på. Men netop fordi der på statens område, som betyder meget også for de andre områder, er forhandlinger i gang, er det stadig for tidligt at sige, om der kommer konflikt. Det er derfor KS’ vurdering, at sandsynligheden for en konflikt hverken er blevet større eller mindre.
Har KS de rigtige oplysninger om, hvor du arbejder?
Det er altid vigtigt, at vi i KS har de rigtige oplysninger om dig, også når det handler om din arbejdsplads. I denne situation, hvor der kan komme en konflikt på det offentlige område, er det vigtigt, at vi hurtigt kan komme i kontakt med de offentligt ansatte KS-medlemmer. Derfor vil vi opfordre til, at du sikrer dig, at de oplysninger, vi har om dig, er korrekte. Du tjekker og retter på Min side. Hvis du har problemer med at logge ind, så send en mail til webmaster@kommunikationogsprog.dk
Følg med i overenskomstforhandlingerne på KS OK18-side
Har du spørgsmål til overenskomstforhandlingerne, kan du skrive til ok18@kommunikationogsprog.dk eller bruge kontaktformularen.