Offentlig kampagne vinder Sprogprisen 2022
Region Hovedstaden vandt Sprogprisen 2022 for deres fordanskning af afdelingsnavne på hospitaler, så patienterne lettere kan finde rundt. Også Røde Kors, Børneavisen, Fødevarestyrelsen og Leman fik sprogpriser.
"Sundhedsverdenen har i mange år været udfordret af en stor afstand mellem afsendernes fagsprog og modtagernes pressede og ofte skrøbelige virkelighed. I denne verden er der brug for god formidling og brobygning mellem to så forskellige udgangspunkter, og når det så sker og virker, så er det en ekstraordinær pris værd. Det er dette vigtige og flotte arbejde, som vi med Sprogprisen belønner Region Hovedstaden for i år.”
Sådan begrundede kommunikationsrådgiver og sprogprisdommer Anne Katrine Lund, hvorfor Regionen fik tildelt Sprogprisen.dk 2022.
”I fortjener en stor pris for at kæmpe for, at vi kan finde vej helt bogstaveligt med sprog, der hjælper modtagerne og ikke afsenderen med at finde rundt. Derfor er det også en ekstraordinær pris værd, når det lykkes at gøre noget ved det”, lød det videre fra Anne Katrine Lund. Hun overrakte prisen til Marie Kruse, centerdirektør for politik og kommunikation, da der den 3. oktober blev afholdt Sprogdagen 2022 med ”Bæredygtighed eller greenwashing” som årets tema.
Der var en pris til endnu en offentlig kampagne, idet Fødevarestyrelsen fik prisen i kategorien ’Årets bedste SoMe-tekst’.
”Vi synes i den grad, det er lykkedes jer at komme i øjenhøjde med os alle ved både at bashe myter og lære os at spise sundt, trygt og bæredygtigt”, begrundede direktør og bestyrelsesmedlem Anne-Marie Skov prisen.
Børneavisen fik en ekstraordinær pris for deres kloge formidling og godt sprog, der gør en uoverskuelig verden en smule mere begribelig for børn. ”Jeg synes, at I er rigtig gode til mange ting, fx har I været gode til at forklare, hvad der sker i Ukraine”, sagde Laura Lund Hjorth, som har fået Børneavisen af sin mormor og morfar, lige siden hun var lille.
Ukraine var også omdrejningspunktet for årets bedste visuelle budskab, som gik til Røde Kors og deres opfordring til at ”Swipe for Ukraine”. Og i kategorien årets bedste tekst fik LEMAN overrakt prisen af instruktør Peter Langdal for en sprogligt sprudlende jobannonce: ”Jobopslag er vigtigere end nogen sinde for at få de rette medarbejdere. Derfor skal der tænkes kreativt. Det har LEMAN haft modet til og får Sprogprisen for modet til at skille sig ud og prøve nye veje med et glimt i øjet. Længden er usædvanlig, men i dommerkomiteen blev vi enige om, at det jo også er en kommunikatør, LEMAN er på jagt efter – så det gør det jo netop modtagerorienteret til folk, der elsker ord.”
Temaet for Sprogdagen var i år Bæredygtighed, og her var der indlæg om bæredygtig kommunikation, bæredygtige virksomheder og bæredygtig markedsføring samt en retorisk analyse af IKEAs reklamefilm ’Accidental Environmentalist – a better world starts at home’.
Bag prisen står Dansk Sprognævn, sproget.dk, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Forbundet Kommunikation og Sprog, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kurtstrand.dk og Syntaksis.
Dommerkomitéens formand er ph.d. i retorik Anne Katrine Lund, AKL Kommunikation. De øvrige medlemmer er teaterinstruktør Peter Langdal, kommunikationsrådgiver Sune Bang, bestyrelsesformand Anne-Marie Skov, Tuborgfondet, redaktør cand. mag. Andrea Stengaard og professionelt bestyrelsesmedlem og direktør Charlotte Sahl-Madsen.
Sprogpriserne 2022
Region Hovedstaden
Vinder af Sprogprisen.dk 2022 – Uden for kategori I
Børneavisen
Vinder af Sprogprisen.dk 2022 – Uden for kategori II
Fødevarestyrelsen
Vinder af Sprogprisen.dk 2022 – Årets bedste SoMe-tekst
Røde Kors og Revolt
Årets bedste visuelle budskab
LEMAN
Årets bedste tekst
Fødevarestyrelsen
Årets bedste SoMe-tekst