KS mener

Løn i det offentlige: Velfærden skal sikres, men det skal den danske model også

Problemet med rekruttering og fastholdelse i den offentlige sektor skal løses. Og vi skal sikre gode, dygtige og tilfredse medarbejdere. Men uanset hvordan man vender og drejer regeringens lønløfte til de offentligt ansatte, så ligger der i forslaget, at man prioriterer på vegne af arbejdsmarkedets parter. Og det er en problematisk vej at gå ind på.

Af Cathrine Holm-Nielsen, forperson i KS

Er der rekrutterings- og fastholdelsesproblemer i den offentlige sektor? Ja.

Skal der gøres noget ved det? Bestemt.

Så langt tror jeg, at de fleste er enige. Og derfor er det godt og vigtigt at regeringen er kommet med et udspil for hvad de mener, der skal gøres.

Men man kan også insistere på at se det i en anden sammenhæng, end en problematik for specifikke faggrupper i den offentlige sektor. En sammenhæng, som helt grundlæggende handler om, hvordan løn- og ansættelsesvilkår fastsættes på det overenskomstdækkede arbejdsmarked i Danmark. Det gør det ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Det er dét, der er den danske model.

Den danske model er noget ganske særligt. Det er måske ikke noget der gør en forskel for den enkelte dansker i hverdagen. Men tænk på ”medie darling” begivenheder som de gule veste og strejker i tide og utide i Frankrig eller double/triple jobbing i Tyskland og USA forårsaget af utilstrækkelige (lovregulerede!) minimumslønninger. Så bliver betydningen af at være organiseret som vi er i Danmark meget tydelig og langt at foretrække, og derfor er det afgørende, at vi håndterer de aktuelle udfordringer med dette for øje og ikke går på kompromis med den danske model.

Efter min opfattelse er regeringen – og flere andre partier, der har fulgt op med lignende udspil - slået ind på en problematisk vej. For uanset hvordan man vender og drejer det, så ligger der i forslaget, at man prioriterer på vegne af arbejdsmarkedets parter. Det kan måske virke i en snæver sammenhæng. Men det kan være ødelæggende på sigt.

Derfor hermed min opfordring til, at man ikke bare i valgkampen, men også efter, holder sig følgende for øje:

• Christiansborg skal sætte mål for velfærden, men overlade ansvaret for prioriteringen mellem personalegrupper til de lokale ledelser, som er tæt på borgerne og opgaveløsningen.

• Man skal værne om det princip, vi har haft i fællesskab om, at lønningerne i det private og offentlige skal følges ad. Det betyder, at det offentlige ikke må være lønførende, men omvendt heller ikke sakke bagud.

• Når/hvis man afsætter penge, så skal det ske på en måde, så det ikke er nogle personalegrupper, som kommer til at betale for andre. Det er nemlig nærliggende, at ekstra lønløft kommer til at betyde, at andre grupper – direkte eller indirekte - får en lavere lønudvikling via den såkaldte reguleringsordning.

Problemet med rekruttering og fastholdelse i den offentlige sektor skal løses. Og vi skal sikre gode, dygtige og tilfredse medarbejdere. Men uanset hvor stor sympati man – og jeg – har for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, også for andre personalegrupper end vores egen, skal vi stå fast på hvem der er parter i de offentlige lønforhandlinger. Kort sagt vi skal værne om den danske model.