KS’er i verdens brændpunkter
Jannich Sloth, KS’er i Udenrigsministeriets tjeneste gennem snart 30 år, har ofte trådt ud af sin komfortzone. Han arbejdede på de danske ambassader i Islamabad under 9/11 og i Ankara, mens vi havde Muhammedkrisen. I dag er han tilbage i Danmark som leder for det team, der har ansvaret for Udenrigsministeriets store ejendomsportefølje i udlandet. Her fortæller han om de mange år i Udenrigsministeriet og hvad han mener, især har gjort, at han har haft en vellykket karriere.
”Det var egentlig et tilfælde, at jeg blev korrespondent, for der var ikke tradition for lange uddannelser i min familie. Men efter 6 år, hvor jeg læste on/off på Handelshøjskolen i Aarhus, blev jeg korrespondent i engelsk og fransk i 1990. Jeg havde holdt mange pauser, hvor jeg blandt andet havde boet og arbejdet i Frankrig, for dengang behøvede man ikke at skynde sig. Der var 18% arbejdsløse blandt korrespondenter i Aarhus på det tidspunkt, så da jeg så et opslag, hvor Udenrigsministeriet søgte korrespondenter, valgte jeg at søge det.”
”Jeg tror mest, at jeg kom til samtale, fordi jeg var en mand. Der var mange dygtige kvinder, også med meget højere karakterer end jeg, der ikke engang kom til samtale. Men de havde vist brug for nogle mænd, de kunne sende til Riyadh og Islamabad, så jeg søgte, fik det og allerede et par måneder efter blev jeg spurgt, om jeg ville udstationeres. Jeg valgte dog at vente lidt, men efter et år sagde jeg ja til 18 måneder i Tanzania.”
”Dengang sad man typisk på et forkontor og løste sekretæropgaver, når man var i hjemmetjenesten, men da jeg kom hjem fra Dar es Salaam gjorde jeg dog meget for at komme til at løse forskellige opgaver, som jeg syntes var mere spændende. Man kunne plukke nogle ting ud, som især var interessante og sjove at arbejde med, og jeg kom for eksempel til at arbejde med at rekruttere Danida rådgivere og beskæftigede mig med deres kontraktvilkår.”
”Min anden udstationering gik til New Delhi, hvor jeg var konsul på ambassaden, og arbejdede med en blanding af borgerservice, visum og administration. Det var det første skridt for mig ind i egentlig ledelse. Når man er på en ambassade, er man automatisk chef for de lokalansatte medarbejdere og jeg fandt ud af, at jeg trivedes godt med at motivere andre til at gøre deres bedste for at skabe gode resultater.
Efter New Delhi kom jeg til Islamabad og derfra til Ankara, så jeg var væk i sammenlagt 9 år i træk, og det var ren og skær ’on-the-job’ læring, også hvad angår ledelse. Da jeg kom hjem, var det i en stilling som teamleder i Borgerserviceafdelingen, hvor jeg havde ansvaret for udvikling og vedligeholdelse af UMs kriseberedskab. Jeg arbejdede også med konkret krisehåndtering, som jeg havde fået en del erfaring med, både i forbindelse med 9/11 og Muhammedkrisen. Det er den samme afdeling, der også har haft ekstremt travlt her under coronapandemien. En stor del af et beredskab er at øve sig i, hvordan man gør i krisesituationer, så jeg rejste rundt til de danske ambassader og lavede beredskabsøvelser i tænkte krisesituationer.”
”Efterhånden var jeg begyndt at tænke mere strategisk over, hvad jeg ville og der var et særligt job i London, jeg gik efter. Via en stilling i UM’s HR-afdeling, fik jeg jobbet, og kom til London som konsul og var der i 4 år. Det var imens der var OL derovre, og jeg havde mange sjove opgaver med atleter, kongelige og så videre. Efter to år herhjemme i kriseberedskabet tog jeg derefter et år som konsul i Kabul.”
”Hjemme igen fik jeg så det job jeg har nu, hvor jeg er leder for et team, der har ansvaret for UMs store ejendomsportefølje i udlandet.
Min oprindelige faglige ballast, sproget, har været helt afgørende for, at det er lykkedes så godt for mig i en organisation, hvor klar og korrekt kommunikation er helt afgørende. Hvis ikke vi kan kommunikere tydeligt, kan vi ikke løse vores opgaver tilfredsstillende, og jeg har brugt mine sprogkundskaber, især engelsk, hele tiden.”
”I dag kan man også skabe sig en karriere i UM, selvom man ikke har en kandidatuddannelse, men det er nemmere at få AC jobsene med en kandidat. Der er dog muligheder uden, især hvis man investerer sig selv i det man laver. At investere sig selv betyder ikke, at man ikke skal have sit privatliv med, men at man skal have et ønske om at gøre det godt. Man skal ikke være bange for at gå ud af sin komfortzone, og man skal opsøge mulighederne.
Man er selv ansvarlig for at skabe sin karriere og det må man kæmpe lidt for, der kommer nemlig ikke noget automatisk. Hvis man vil noget andet, skal man opsøge chancerne. Man skal opsøge noget andet.”