KS'er binder folk sammen – hver for sig
KS’eren Louise Albers står bag coronadage.dk, der er et fælles rum, hvor alle kan udveksle erfaringer om, hvordan det er at leve under coronakrisen.
Siden Corona ramte Danmark, har vores samfund og vores liv forandret sig markant. Vi har været nødt til at leve i og forholde os til en ny virkelighed. Det gav kommunikationskonsulent Louise Albers en idé.
”Coronavirus optager vores medier, vores tanker, vores hverdag. Vi lever i den samme verden, men oplever den vidt forskelligt. Derfor tog jeg initiativ til Coronadage.dk. En platform hvor vi kan dele og tage del i hinandens oplevelser,” fortæller Louise Albers.Coronadage – fortællinger fra et isoleret fællesskab kan findes på www.coronadage.dk. Her kan man bidrage med sin egen fortælling eller læse andres. Hvis du vil være med, kan du sende dit bidrag til hej@coronadage.dk. Det kan både være i form af video, tekst, musik, fotos eller tegninger.
”Vi oplever restriktionerne forskelligt. De fleste af os arbejder hjemme. Os med børn kører også hjemmeskoling eller børnehaveaktiviteter. Her i gaden på Vesterbro, hvor vi bor, stiller vi os ud på vores altaner eller hænger ud ad vinduerne og klapper hver aften kl 19.00 i tre minutter af alle de mennesker, som arbejder i sundhedsvæsenet. Der er opstået et fællesskab, som ikke ville have eksisteret, hvis det ikke havde været for coronavirus. De forandringer – positive som negative - ville jeg gerne være med til at dokumentere og skabe et forum, hvor folk kunne dele deres tanker og erfaringer,” udtaler Louise Albers.
På coronadage.dk kan man læse de meget forskellige bidrag, der er kommet. Der er hudsult hos dem, der bor alene, oplevelsen af angst hos andre, hjemmeskolingens udfordringer hos en tredje og fryden over fællessangen hos en fjerde.
”Den virus, der medfører ændringer og restriktioner i vores liv, er den samme, men vores oplevelser er vidt forskellige, og det er virkelig interessant,” udtaler Louise Albers, som håber, at mange flere vil indsende deres tanker og oplevelser.
Louise Albers er uddannet i Dansk og Kommunikation og arbejder som kommunikationskonsulent.