14. september 2023

KS & AI: Hundredvis af kommunikatører tilmelder sig AI-kurser

AI er en faglighed i vækst blandt kommunikatører, og interessen for AI er enorm.

Derfor lancerer vi KS & AI, et digitalt samlingspunkt for dig, der ønsker skræddersyede tilbud om AI for kommunikatører. Flere hundrede har allerede tilmeldt sig KS' AI-kurser.

Hos Kommunikation og Sprog vil vi gerne være med til at sætte retning på nysgerrigheden og give inspiration til, hvordan man kan tage hul på arbejdet med AI. Det gør vi blandt andet gennem flere og flere kurser og arrangementer, der fokuserer på AI, og som vi kan se, at medlemmerne i stor stil gør brug af.

Vi har spurgt Trein Møller, faglig konsulent i Kommunikation og Sprog, hvordan kommunikatører tager imod AI.

Hvorfor er så mange kommunikatører optagede af AI?

"Det ville være underligt andet! Det er et gennemgribende teknologispring på linje med internettet, pc’en, telefonen. Og det rammer lige ind i kommunikationsfagligheden. Det er noget nyt, vi skal forholde os til og ikke kan komme udenom".

Der har været meget snak om fordele og ulemper ved AI. Men hvordan tror kommunikatørerne selv, at AI kommer til at påvirke deres arbejde?

"Det spurgte vi til, da vi lavede en undersøgelse blandt medlemmerne i foråret - tak til alle der svarede. Her viste det sig at størstedelen er optimistiske realister; de er positivt indstillet overfor kunstig intelligens og forventer samtidig, at det vil påvirke arbejdsopgaver og –pladser.

For mig at se står mange af vores medlemmer klar med surfbrættet til at fange bølgen i stedet for at lade sig blive skyllet over ende af den".

/files/assets/news/trein-600-credits.jpg
Trein Møller er koordinator for det faglige team i KS og arbejder med medlemmernes faglighed og arbejdsliv bredt betragtet, fra individuelle karrieresparringer til KS-dagen, fra faglighedsundersøgelsen til understøttelse af det fagpolitiske arbejde.

"Mange af de medlemmer jeg taler med, har en lille bekymring om, hvorvidt AI kommer til at afløse dem som arbejdskraft. Samtidig véd de tilstrækkelig meget om de begrænsninger der ligger i AI, til at de ikke helt tror det er tilfældet", fortæller Trein.

Hvad ønsker medlemmerne at tale med dig om, når snakken falder på AI?

"Her har min rådgivning primært gået på at de skal være bevidste om deres rolle i organisationen. De flytter sig fra at producere råtekst til at revidere og efterbearbejde tekst. Ramme tonaliteten. Faktatjekke tekniske tekster. Med en forventning om at deres næste kollega nok bliver AI og de bliver dens sjakbajs. Det kræver en stærk kommunikations- og sprogfaglighed at sætte AI på arbejde. I den rigtige retning".

Har du et godt råd til de kommunikatører, der oplever, at de ikke har tid nok til at kunne holde sig opdaterede i alt det nye, der sker i k-faget?

"Jeg har mange! Her får du to:

1) Det første er i virkeligheden til deres arbejdsgivere! Vi ved fra vores faglighedsundersøgelse 2023, at næsten halvdelen af vores medlemmer ikke har modtaget efteruddannelse i de seneste tre år. De vil gerne, men det er ikke prioriteret af deres chefer.

Lyder det som din chef? Så brug din karriererådgiver, så du kan forklare din arbejdsgiver, hvorfor du skal lære mere om AI nu.

2) Til kommunikatørerne: Gå i sandkassen og leg med teknikken. Skyd en evt. genvej og tjek KS & AI ud. Vi har en del på hylderne om kunstig intelligens, og det har vi samlet sammen til dig.

KS & AI

Her finder du kurser, arrangementer og viden om AI - nøje udvalgt til dig, der ønsker at opkvalificere dine kompetencer.

Edit page