KS Midtjylland: Nytårsvandring for krop og sind
På søndag kan du som KS-medlem i Region Midtjylland snøre vandreskoene og drage på en vandretur i de smukke omgivelser omkring Moesgaard Museum. Undervejs benytter vi lejligheden til at stille hinanden gode spørgsmål om vores faglige og personlige nytårsforsæt.
Måske kender du Søren Kierkegaards citat: ”Jeg har gået mig mine bedste tanker til”? Det er med udgangspunkt i denne filosofi, at KS Midtjylland inviterer dig til nytårsvandring, hvor du sparker det nye år i gang på bedste vis – nemlig ved at bevæge kroppen, samtidig med at du har mulighed for at sparre med ligesindede KS’ere om din faglige og personlige udvikling for 2022.
Målet med nytårsvandringen er helt enkelt at sætte dine tanker i gang og gennem samtale at gøre dig klogere på, hvad der vil give dig værdi i det nye år.
Vi mødes kl. 10:00 søndag d. 9. januar ved det lille hvidkalkede hus med rødt tag, der fungerer som busskur. Det er placeret for foden af museet – lige ved parkeringspladserne.
Herfra går vi af sted mod Moesgaard Skov, men vi gør holdt undervejs, hvor vi byder på en lækker sandwich og et stykke kage, og der er mulighed for at tage en tår vand eller nyde den medbragte varme drik. Turen slutter et par timer efter tilbage på parkeringspladsen for foden af museet, hvor vi slutter af og siger tak for i dag.