14. august 2019

Knitværk er et nyt netværk for kommunikationsfolk

/files/assets/news/ursula-castillo.jpg

Strikker eller hækler du? Eller vil du gerne lære det? Og vil du samtidig blive klogere på relevante emner inden for kommunikation? Så kom med i Knitværk, Kommunikation og Sprogs nye strikkeklub, hvor du kan nørkle og nørde løs med dine fagfæller.

Foto: Ursula Castillo

Man kan sagtens diskutere fag og faglighed mens man strikker. Og det er lige præcis hvad en gruppe KS’ere har tænkt sig. De har dannet et nyt KS-netværk ’Knitværk’, som er en strikkeklub for kommunikationsfolk.

’Ideen til netværket opstod egentlig i forbindelse med KS Dagen i foråret, hvor én af oplægsholderne kom hen og foreslog mig det’, fortæller KS-formand Per Lindegaard Hjorth, som selv er en flittig og meget dygtig (redaktionens bemærkning) strikker. Nu er netværket så en realitet og første gang man mødes er 29. august i KS’ lokaler på Hauser Plads i København.

Du behøver ikke at være en ferm strikker for at være med. Tværtimod kan du lære at strikke, for der bliver sørget for ekstra pinde og garn og de garvede strikker står klar til at hjælpe med både opskrifter og strikketeknik.
Der bliver også hældt kaffe og te på kanden og disket op med småkager og snacks, så alt er, som det skal være i en rigtig strikkeklub.

Hver gang fokuserer man på et fagrelevant emne, og som medlem af Knitværk kan du også selv komme med input til temaer. Til det første netværksmøde er emnet: Historiefortælling, hvordan bruger du det i dit daglige arbejde?

Så tag dit strikketøj under armen og kom og oplev Knitværk blive vækket til live med podcasts, faglige indspark, rundbordssnakke og meget mere.
Læs mere og tilmeld dig her

Edit page