17. november 2020

Karriere og trivsel: Få bugt med utilfredshed og grublerier

/files/assets/news/bruce-mars-0-credits.jpg

Går du rundt og grubler over tingenes tilstand på din arbejdsplads? Er der noget, du ikke trives med, som du tager med hjem og grubler videre over derhjemme? Så skal du tænke over, at det ikke er nok at gruble, hvis du gerne vil have indflydelse på din situation. Her kommer derfor et godt simpelt værktøj til at få bugt med utilfredshed og grublerier.

Jo mere indflydelse man har på sit opgaveområde, jo mere trives man. Det handler derfor om at udvide sin indflydelse så meget man kan. Det betyder ikke, at man skal have en finger med i spillet alle steder på arbejdspladsen, men snarere de steder, hvor man har en interesse og/eller en bekymring. Det kan være, at du har været i en konflikt med en kollega, og i stedet for at handle, tage snakken, eller få skrevet emailen, så forholder du dig passivt. Konflikten kommer til at fylde mere og mere, og det ender måske med, at du ikke har indflydelse på udfaldet – hvis du ikke handler.

Når grublerierne begynder og tankerne kører i ring, så stil dig selv tre gode spørgsmål, som du kan se herunder. Du vil højst sandsynligt opnå større tilfredshed og trivsel, hvis du er aktiv og handler i stedet for reaktiv og venter med at reagere til situationen har udviklet sig. På den måde er du på forkant og kan udøve din indflydelse.

1. Kan jeg gøre noget?
I stedet for at bruge tiden på at gruble, kan du så handle? Kan du gøre noget aktivt for at ændre situationen og gøre din indflydelse gældende? Mange mennesker kan genkende det her med at være lidt passive i forhold til en situation på arbejdspladsen, måske i håbet om, at nogen, måske en leder, vil opdage, at der er noget, der skal laves om. Det er bare ikke altid sådan, det forholder sig. Et eksempel kan være, at der er et nyt projekt på arbejdspladsen, som du gerne vil være med i. Og du håber, at din leder vil prikke dig på skulderen og have indsigt i, at det lige er noget for dig. Så du forholder dig passivt og venter. En anden bliver så tilbudt projektet, og måske først herefter reagerer du med et ’ej det ville jeg også gerne have været med på’. Hvis du nu i stedet havde fortalt om din interesse, havde du været aktiv og så havde du handlet ved for eksempel at informere din leder.

2. Kan andre gør noget?
Hvis du befinder dig i en situation, hvor du har overvejet, om du selv kan gøre noget, men er kommet frem til, at det ikke er inden for dit indflydelsesområde, skal du overveje, om der er andre, der kan gøre noget. Kan du tage fat i din kollega, din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant? Er der nogen, der kan hjælpe dig med at ændre eller forbedre din situation?

3. Accepter det, hvis du ikke har indflydelse.
Er situationen på et niveau, hvor hverken du eller andre (som du er i kontakt med) kan gøre noget, så er der mulighed for at tage aktivt stilling ved at acceptere, at der ikke er noget at gøre. Det er også en måde at stoppe den evige grublen på – at acceptere at som tingene ser ud nu, har du ikke indflydelse. Det kan være at acceptere, at jobmarkedet ser ud som det gør på grund af Corona. Det kan også være nogle beslutninger, der bliver taget på højeste niveau i virksomheden. Så i stedet for at lade det fylde din hovedet, så få ro med, at det er ude af dine hænder.

Edit page