15. december 2021

Jule- og farvelhilsen fra formanden

/files/assets/news/per1-600-credits.jpg

Formanden siger tak for 12 fantastiske år som KS-formand. Han afløses fra nytår af nyvalgte Cathrine Holm-Nielsen.

Kære alle KS’ere

Først vil jeg ønske jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg håber, at I kommer til at nyde dagene med jeres kære.

Dernæst vil jeg sige en stor tak til jer alle. Ikke bare for det år, der nu er ved at være forbi, men for de seneste 12 år, hvor jeg har haft det privilegium at være formand for KS.

Det, som jeg værdsætter allerhøjest ved KS, er også det, jeg kommer til at savne mest: Det fællesskab vi har som KS-medlemmer, hvor mange frivillige medlemmer gør en indsats for hinanden, så vi samlet set kan udvikle og bistå medlemmerne i forhold til både deres faglige udfordringer og deres situation på arbejdsmarkedet.

Vi har i dag et KS, der er kommet tættere på medlemmerne, og som er præget af livlig aktivitet, og det er noget af det, jeg har arbejdet for i mine 12 år som formand. Jeg håber, at I som KS-medlemmer vil fortsætte den udvikling, og jeg håber også, at mange af jer vil bruge KS så meget som muligt, for det kan nemlig være med til at gøre jeres arbejdsliv nemmere.

Når jeg stopper som formand for KS til nytår, ser det desværre ikke ud til, at vi er sluppet ud af coronaens kløer endnu. Det er mit håb for fremtiden, at vi får bugt med den, uden at det har for store menneskelige og ressourcemæssige omkostninger for os og vores samfund. Vi er alle på hver vores måde med til at få hjulene til at dreje, og vi skal gøre det samtidig med, at vi passer på hinanden og står sammen om at bekæmpe pandemien.
 
Jeg håber for os alle, at vi i løbet af det kommende år kommer til at opleve mere normale tilstande.

Med det vil jeg ønske jer en god jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen
Per Lindegaard Hjorth
Formand for Forbundet Kommunikation og Sprog

Edit page