8. juni 2021

Jobsøgende:  Hold din ferie og sæt struktur på jobsøgningen

/files/assets/news/fokus-credits.jpg

Det er vigtigt at holde ferie, OGSÅ hvis man står uden arbejde. Derfor kommer KS karriere her med gode råd til en sommer både med ferie og struktur. 

Sommerferien står for døren, og for mange er ferien kærkommen som altid, og for andre kan det føles bittersødt. Er man uden job, kan ferien føles som en fortsættelse af ens hverdag, hvor man jo alligevel skal søge job. Det kan være konstruktivt at forsøge at skelne sommerferieperioden fra resten af tiden. 

Selvom sommeren kan virke lang, er det vigtigt at notere, at man altså ikke kan nå alt. Hvis du har en alenlang to do-liste, som du skal have krydset af inden september, så kan du næsten kun fejle, og det er ikke godt for motivationen og selvfølelsen. Derfor skal du beslutte dig for, hvad det er du gerne vil opnå i ferien. Og tænke over, at alt andet knap så væsentligt kan vente. 
Derfor vil vores første råd være, at du skal få dig en struktur. Beslut dig for hvor mange ugers ferie, du gerne vil holde, og hold så din ferie der. Det er vigtigt, at du er udhvilet og veloplagt, når du skal til at i gang med at gå til jobsamtaler igen. Her er energi og motivation nemlig dine bedste venner. 

De uger, hvor du skal være hjemme og være jobsøgende, kan du med fordel beslutte dig for få ting, du skal gøre om dagen. Giv dem en prioritet og gå ikke i gang med næste opgave, før du har laver den forrige. Se om du kan gå i gang fra morgenstunden, så du kan holde fri resten af dagen.

Kontakt dit netværk
Hen over sommeren er der mange, der ikke har så travlt på deres arbejde, det er derfor en god mulighed for at komme i kontakt med folk. Folk vil som regel gerne tale og dele ud af deres viden. Så udnyt det momentum til at få netværket og få viden om brancher eller specifikke virksomheder. Skriv til folk på Linkedin – det er den nemmeste måde at få direkte fat i folk. Det er en pointe ikke at henvende dig, fordi du regner med, at de kan give dig et job på stedet. Skriv hellere, at du er nysgerrig på arbejde og branchen. Der er ikke noget bedre end folk, der er oprigtigt interesseret i det, man laver. Beslut dig for at kontakte en person eller to om dagen. Og gør det så. Man skal lige ud over rampen, så bliver det allerede nemmere med den næste. Og hvis folk ikke svarer? Ja hvad så? Så ikke noget. Det sker der intet ved.

Tjek dig selv online
Det kan også være, du beslutter dig for at arbejde med din online tilstedeværelse.  Virksomheder evaluerer i stadig højere grad potentielle medarbejdere på deres onlinetilstedeværelse. Om det så drejer sig om din profil på LinkedIn, din tilstedeværelse på Facebook eller Instagram eller din personlige hjemmeside eller blog, vil det være en potentiel arbejdsgivers første møde med dig. Om du er jobsøgende eller ej, kan det være en god idé at være med til at styre, hvilket billede du giver af dig selv online. Kunne du opdatere din LinkedIn profil med den nyeste information? Kunne du strømline informationen om dig selv på tværs af medier for at sikre et sammenhængende personligt brand? 

Tag på kursus
Det kan være, at du længe har overvejet, at der er et online kursus, du gerne vil tage. Det kan også være, at du brænder efter at lære noget nyt, men ikke ved hvad. Kig eventuelt nogle jobopslag igennem og noter, hvad de efterspørger af konkrete håndværk eller programmer. Og vælg derefter et enkelt, du vil blive bedre til. Nøjes med et, og brug tiden på at øve dig. Uddannelse og efteruddannelse behøver ikke længere foregå i et klasselokale: Der er tusindvis af gratis ressourcer online, hvor du gennem skræddersyede kurser, videoer, webinarer, podcasts og artikler kan opkvalificere dig i netop den faglighed du er interesseret i.

Pointen her er altså, at du vælger få ting at have som projekt over ferien. Hvis du går i gang med det hele, bliver det svært at opfylde. Det er meningen, at der skal lidt energi ind i tingene, og det kommer der oftest, når man er målrettet og fokuseret. Og husk så at holde ferie også!

Edit page