23. februar 2021

Hvordan vil du se ud på LinkedIn?

/files/assets/news/glansbillede-1-credits.jpg

Hvis du er interesseret i job og karriere, så skal du være på LinkedIn. De fleste mennesker påvirkes af anbefalinger fra deres netværk, og netop derfor skal dit personlige brand opfattes som værende troværdigt, professionelt og fyldt med viden.

Linkedin er en nem måde at være synlig på overfor rigtig mange mennesker.  Og endda mennesker, der måske ikke ellers aner, at du eksisterer. Det er også en måde at holde dem du kender opdateret. 

Som brugere af LinkedIn måske har bemærket, har der sneget sig en grøn cirkel ind på nogle af profilbillederne. Denne grønne cirkler signalerer ’open to work’, og er altså en markør, du kan vælge at slå til for at signalere til alle der ser din profil, at du er  åben for nyt arbejde. Der er delte meninger om, hvorvidt denne markør gør en positiv forskel, eller om den spænder ben for dit brand.

Går vi lidt dybere ind i diskussionen, kan vi se, at der (i hvert fald) tegner sig et billede af to forskellige grupper. 
De som arbejder med rekruttering til hverdag, og som altså bruger LinkedIn til at finde nye kandidater, mener at den grønne markør er brugbar og en stor hjælp – især når de står og skal finde en kandidat hurtigt. Her er det rart for dem ikke at spilde deres tid på kandidater, som i sidste ende alligevel ikke er interesseret i at skifte job. For dem er den grønne cirkel en kærkommen og tidsbesparende markør. 

En anden pointe er, at det er nemmere at hjælpe sit netværk, hvis man rent faktisk kan se, at de er interesserede i et nyt job. Så er skiltet lidt sådan et headsup til netværket.  Med den grønne cirkel lægger du ikke skjul på, at du er aktivt jobsøgende og interesseret i henvendelser. 
Vil du gerne gå lidt mere stille med dørene stiller LinkedIn en anden mulighed til rådighed, hvor man kan vise overfor recruitere, som har tilkøbt en særlig licens, at man er åben overfor et nyt job. Abonnementet er pebret og det er langt fra alle recruitere, der bruger det.

Hvorfor bliver man ansat?
Dem, der ikke er de store fans af den grønne cirkel, er overvejende folk, som arbejder med marketing og branding og ellers bevæger sig i kommunikationsbranchen. Her er der en holdning om, at man skal bruge kræfterne på at vise, hvad man kan på LinkedIn, frem for at regne med at ved at bruge den grønne markør, så bliver man automatisk fundet og tilbudt et job. De mener ikke, at den grønne cirkel tilføjer værdi med det udgangspunkt, at man ikke bliver ansat, fordi man er ledig, men på grund af det, man kan. 
Overvej, hvem dine målgrupper på LinkedIn er og hvordan du kommunikerer med dem. Er du meget aktiv i din jobsøgning, er det ikke tilstrækkeligt at signalere det med en grøn cirkel overfor dit netværk. Har du en kompetenceprofil som headhuntere og recruitere tørster efter – så slå cirklen til og promover dine kompetencer med de relevante nøgleord.  

Uanset, hvilken af de to skoler man spørger, er der dog enighed om, at hvis man gerne vil rekrutteres på Linkedin, er det væsentligt, at man tydeligt får vist, hvad man kan. 

Derfor kommer her en kort gennemgang af, de vigtigste muligheder for at vise din faglighed på Linkedin: 

•  Profilen: Dit digitale CV skal være opdateret og vise en tydelig faglig profil. Det ser sjusket ud, hvis noget er halvfærdigt, så sørg endelig for at færdiggøre din profil. Hvis du er jobsøgende, skal din profil være målrettet det, du søger mest af.
•  Faglighed: Vis din ekspertise og faglighed ved at dele ud af inspiration og viden ved blandt andet at skrive LinkedIn artikler.
•  Netværk: Plej relationerne i dit professionelle netværk på LinkedIn og udvid det løbende med nye relevante kontakter. Husk at hjælpe i netværket, hvis du kan.
•  Engagement: Vær aktiv på LinkedIn ved at like, dele og kommentere relevante opslag fra nyhedsstrømmen. 
•  Anbefalinger: Bed dine samarbejdspartnere om at give dig anbefalinger på LinkedIn, da det vil øge din troværdighed. Husk selv at give anbefalinger til andre.
 
Autenticitet
Personlig branding handler ikke om at skabe et glansbillede af dig selv, men om at være autentisk. Det kan måske være svært nok i sig selv at være autentisk, men det handler om at tænke og stole på, at lige præcis det, du kan, har en værdi. Det er egentlig ikke mere kompliceret end det. 
At være synlig på LinkedIn kræver faktisk ikke alverden. Du kan jo starte med at beslutte dig for at sætte 1,5 time af hver uge. Det er klart, at for nogen giver en platform som instagram en større branding værdi – og så er det selvfølgelig her, du skal lægge størstedelen af dit arbejde, men sørg for at koble den op til LinkedIn.

Edit page